top of page

BESØG SÆLSENSATIONEN AVNØ

Turtidspunkt: August 2019

avnø_sæl
  • Hvad: dagstur til sælkoloni
    Hvor: Avnø Naturcenter nord for Vordingborg

  • Pris: naturcentret er gratis og har åbent døgnet rundt.

  • Transport: med cykel fra enten Vordingborg eller Næstved via Østkystruten

  • Med bil ca. 1 time i bil fra København

  • Fedt fordi: ♥ sæler ♥

HVOR KAN MAN SE SÆLER I DANMARK?

Når man læser norske og svenske nyheder på nettet bliver man ofte mødt af eventyrlige artikler som f.eks.

"Råd om du får elg i hagen" (er uheldet ude findes der heldigvis: Kontakttelefon elgproblemer) eller 
"Lassojakt i Steinkjer: Reinsdyrkalv forvillet seg ned i byen" - Og her kan man jo godt synes at dyrelivet i Danmark er lidt fattigt til sammenligning.

MEN vi har da heldigvis stadig sælen - Danmarks største rovdyr. Det er muligt at se spættet sæl (den mest almindelige) og gråsæl stort set overalt i Danmark, men selvsagt er der nogle særligt sælvenlige hotspots. For den spættede sæls vedkommende er det Fanø og Avnø, og sidstnævnte ligger heldigvis kun en times kørsel fra København.

Vel fremme bliver man mødt af det fine Avnø Naturcenter, der meget praktisk har til huse i en tidligere flyvestation - det gamle flyverledertårn er nemlig blevet forvandlet til en fantastisk udsigtsplatform med sælkikkerter:

avno_naturcenter

Stenrevet i Avnø Fjord er hjem for en koloni på ca. 250 sæler, og netop tilstedeværelsen af en fastboende koloni er stedets store trækplaster: her er altid sæler, hele året rundt. Selve revet ligger ca. 800 meter fra land, men sælerne er meget nysgerrige og svømmer gerne tæt på stranden eller nupper et hvil i sandet, dette gælder særligt i perioden august-oktober. Læs mere i Naturstyrelsens folder (link nedenfor) om sælkalenderens højdepunkter. Under alle omstændigheder kan det betale sig bare at sætte sig til rette ved strandbredden og vente, på min seneste tur til Avnø fik jeg således pludselig bedårende sælselskab under madpakkespisningen.

UDFORSK AVNØ FJORD MED KAJAK

En anden mulighed er at udforske fjorden med kajak, men her skal man være opmærksom på fredningsreglerne (sejl aldrig på tværs af kolonien på stenrevet og hold 300 m afstand fra hvilende sæler.). De nysgerrige sæler flokkedes dog selv nysgerrigt om kajakken på vores tur, så det var intet problem at komme tæt på dem:

saeler_avnoe.jpg

Spøjs fornemmelse at blive overvåget fra alle sider:

saler_ved_avno.jpg

Avnø er kort sagt et fantastisk udflugtsmål for alle sælentusiaster, eventuelt kan man udvide udflugten med en overnatning, området indeholder nemlig også overnatningsplads med to shelters, teltplads og bålplads.

Kan også fint kombineres med en tur til Knudshoved Odde ikke langt derfra (faktisk er det den du kan se i baggrunden på billedet ovenfor).

bottom of page