MARIENLYST STRANDHOTEL & SPA
Besøgstidspunkt: Januar 2019 & januar 2022

-
Hvad: stort spahotel i Helsingør
-
Prisniveau: de kører næsten altid med diverse tilbud, tilmeld dig evt. nyhedsbrevet
-
Dagsspa fra 400 kr for 7 timer
-
Fedt fordi: to strandsaunaer og udendørs tagterrasse-spa med udsigt over Øresund og Kronborg
MOBIL UDEN BIL: SÅDAN KOMMER DU TIL MARIENLYST STRANDHOTEL
Fra København tager det 45 minutter at komme til Helsingør med tog. Fra stationen er der knap 2 km til Marienlyst Strandhotel, som enten kan tilbagelægges til fods eller med bus. Alternativt kan man forbinde spaopholdet med en flot cykeltur langs vandet: den ultrafine Nordkyststien starter/slutter f.eks. i Helsingør, ligesom man kan cykle hele vejen fra København ad cykelrute 9 (ca. 50 km, klik på billedet for GPX/cykelkort):

OM MARIENLYST STRANDHOTEL
Marienlyst strandhotel kan dateres helt tilbage til 1861, hvor det blev indviet under navnet Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt. Det nye etablissement gav snart de populære tyske kurbadeanstalter baghjul og blev det foretrukne mødested for datidens europæiske jetsettere, således fandt bl.a. den russiske zar og prinsen af Wales vej til Helsingør.
Meget er selvsagt sket siden da, men med udsigten til Kronborg har strandhotellet formået at bevare lidt af tidligere tiders royale glamour - om end man nok ikke skal regne med at møde prins Charles ved lejrbålet:

SPAFACILITETER PÅ MARIENLYST STRANDHOTEL
Mange spahoteller ligger ud til vandet, men det er nu de færreste som kan bryste sig af en sauna direkte på standen - hos Marienlyst Strandhotel har de sågar to:

Saunagus i strandsaunaen efterfulgt af en iskold dukkert i Øresund var helt sikkert min favoritoplevelse:

Udover de to strandsaunaer og panoramasaunaen (det øverste billede) er der en tagterrasse med to boblebade og infinitypool. Det er ikke spor dårligt at slænge sig der med et glas bobler under åben himmel:

Indenfor er et større svømmebassin samt dampbad, caféområde (kun snacks og østers, go Marienlyst!), en repos med gyngesenge og et sanserum.
Ingen spa uden en laber lounge, her i form af en pejsestue med bløde spasenge og en knitrende (fake) kamin:

Vil man hellere nyde den allestedsnærværende panoramaudsigt over Øresund, Kronborg og Sverige, kan man i stedet slå sig ned i relax-området forrest i billedet:

SÅDAN BOR DU PÅ MARIENLYST STRANDHOTEL

På Marienlyst Strandhotel bor du godt og elegant med bl.a. guldstikkontakter (!). Kan herudover helt klart anbefale havudsigtsopgraderingen:

Restaurant Marienlyst danner i de fleste tilfælde rammen om både morgenmadsbuffeten og middagen:

Hvis man booker et af de dyrere gourmetophold spiser man i stedet middag i gourmetrestauranten Restaurant 1861, en oplevelse jeg dog stadig har til gode. Maden på Restaurant Marienlyst var dog også absolut i orden og udmærker sig ved at fokusere på klima og bæredygtighed, bl.a. i form af lokale råvarer og dermed selvfølgelig friskfangede fisk fra Øresund.
AKTIVITETER I FORBINDELSE MED OPHOLDET PÅ
MARIENLYST STRANDHOTEL
Selvsagt keder man sig ikke på Marienlyst, hvor man udover at boltre sig i spaafdelingen bl.a. kan leje havkajakker og cykler. Men hvorfor ikke kombinere spaopholdet med lidt sightseeing i Helsingør? Hvis man ikke er fra disse kanter (som mig) må man i hvert fald ikke snyde sig selv for et besøg på Kronborg Slot:

Sørg for at komme helt til tops:

Og helt ned i kælderen til de såkaldte kasematter. Her kan du blive foreviget som Holger Danske:

Tæt på Marienlyst Strandhotel finder du også M/S Museet for Søfart, der har hjemme i en ombygget tørdok. Det spektakulære design er skabt af tegnestuen BIG, der gennem museets underjordiske placering i tørdokken på elegant vis er lykkedes med at overkomme følgende benspænd: byggeriet måtte på ingen måde skygge for UNESCO-attraktionen Kronborg. Museet kan lige anes nederst i venstre hjørne:

En gåtur langs havnen kan absolut også anbefales, se lige toppen af dette fyrtårn:

Tag fx elevatoren op til toppen af Kulturværftet for en fantastisk udsigt, oplev Kronborg fra søsiden med en havnerundfart, eller slå et slag forbi Værftets Madmarked:

En anden oplagt mulighed kunne være en sviptur til Helsingborg, der går færge direkte fra Helsingør, og hvornår vinder et ophold ikke af at blive tilsat en lille dosis Sverige?
Praktisk links: