top of page

KAJAKFERIE I SVERIGE:

TURFORBEREDELSE

IMG_20190722_191430_edited.jpg

SIKKERHED PÅ KAJAKTUREN

En havkajak er en herlig opfindelse, der er billig i drift og nem at lære at bruge. Har man først fået styr på de basale teknikker og ikke mindst redninger, kan man pludselig udforske hele nye områder og landskaber, man ellers ville få svært ved at komme i nærheden af. Apropos teknikker og redninger vil jeg helt klart anbefale et 2-dages kajakkursus inden man begiver sig ud på åbent hav som f.eks. en skærgård. Vejret kan hurtigt skifte og der er meget bådtrafik i perioden slut juni til start august, så her gælder det om at kunne navigere sikkert og ikke mindst redde sig selv og/eller sin makker op i kajakken igen hvis uheldet er ude.

Vi bookede et IPP2 begynderkursus (weekend) hos Kayak Republic, som nogen måske kender for deres hyggelige kajakbar foran den gamle børs. Men lad det være sagt med det samme - der var ikke meget hygge over selve kurset, det var BENHÅRDT! Har seriøst aldrig været så smadret i mit liv som efter en hel dags kajakkursus (8 timer), og det hjalp nok heller ikke på det at vi kun var tre kvinder på holdet, resten var bomstærke unge mænd.

 

Et andet lille minus er at man træner de forskellige redningsteknikker lige ud for kajakbaren ved børsen/Christiansborg, så der er herligt meget publikum både i baren, fra forbipasserende kanalrundfarter og fra fortovet ovenfor. Og lad mig i den forbindelse slå én ting fast: det er slet og ret supersvært, og som begynder tager man helt sikkert ingen point på elegance! Til sidst fik vi dog styr på det, og der er virkelig en god og nødvendig sikkerhed i at kunne redde sig selv og andre. Næste kursus må blive et rullekursus :)

Under alle omstændigheder vil jeg helt klart anbefale kurset, evt. kan man booke Kajakhotellets weekendkursus i stedet, det foregår i indsøen ved Amager Strandpark og man er derfor måske lidt mindre udstillet.

Havkajak er bare starten...

IMG_20200123_100903_edited.png

Lyder det for anstrengende med kajakkursus bare for at komme på en lille skærgårdstur?

Flere lokale foretagener tilbyder guidede ture, hvor alt udstyr stilles til rådighed og en erfaren og stedkendt guide leder turen. Jeg har ikke prøvet det selv, men dette lyder f.eks. ikke værst:

Luksus 2-dages tur til Väderöarna med komfortabel hotelovernatning (kan bookes hos Upplevelsesbolaget).

Skärgårdsidyllen tilbyder ligeledes guidede kajakture, f.eks. 2-3 dage i Fjällbacka skærgård med guide og alt udstyr.

PLANLÆGNING AF KAJAKTUR

Hele Bohuslän skærgård er uden tvivl fantastisk af holde kajakferie i, og den perfekte destination for din drømmetur kommer helt an på om du foretrækker at udforske de mere beskyttede vande med træbevoksede øer eller går efter de golde, udsatte miljøer i den ydre skærgård. Jeg brugte følgende bog (fås kun på svensk) og søkort til at planlægge turen:

IMG_20200120_200012_edited.jpg

Bogen indeholder fine og detaljerede beskrivelser af Bohuslän fra nord til syd, overskueligt inddelt i 22 forskellige områder, inklusive søkort med ruteforslag. Det store vandtætte kort er selvfølgelig også et must, øerne har nemlig ikke navne på Google Maps, så her bliver man udfordret lidt på sine navigationsvaner (internetdækningen var ellers helt i top overalt). Kortet skulle faktisk findes som en interaktiv app med live-kortfunktion, desværre er det ikke lykkedes mig at finde den, måske den kun fås i den svenske app store :(

Herudover er følgende websites (på svensk) fulde af nyttige informationer og tips til de enkelte øer, herunder hvor man bedst lægger til, slår telt op osv.:

Kajakrapporten (detaljerede beskrivelser af de forskellige øer inkl. historie mm.)

Paddelkartan (superfin side med detaljerede informationer om mange af øerne)

Tjornkajak (ultrapræcise oversigtskort med bedste teltplads, typisk vindretning, placering af nødtelefon/toilet)

Mangler man stadig svar på noget er der helt sikkert hjælp at hente i dette svenske kajakforum, i skrivende stund diskuteres emner som "Mobiltäckning Ålands hav" og "Pedagogisk video om eskimåsväng" :)

Orker man ikke at researche så meget kan jeg afgjort anbefale tre af de øer vi overnattede på: Långeskär, Vedholmen og St. Måkholmen. Næste gang skal vi dog helt sikkert have Väderöarna med 😍

TIPS TIL KAJAKTURENS PAKLISTE

Jeg er et afsnit. Klik her for at tilføje din egen tekst eller redigere mig. Det er nemt.

IMG_20190727_130830.jpg

Denne liste er på ingen måde udtømmende, da man næppe kan nå til universel enighed om krav til komfortniveu. Det superpraktiske ved en kajakferie er under alle omstændigheder at der faktisk kan være rigtig meget i og på kajakken, og at vægten ikke spiller den store rolle. STORT plus ift. cykel- og vandreferier. Vi valgte dog to kajakker i stedet for en dobbelt, da det ellers nok ville knibe med pladsen.

Solhat, gerne en lidt utjekket sombreromodel med kæmpe skygge og som kan bindes under hagen i blæst

Rigeligt med solcreme

Solbriller

Funktionstøj: let vindjakke, regntøj, uldent undertøj (vi er jo nu engang i Skandinavien så man ved bare aldrig..)

Regntøj

Kajaksko/badesko (til når man skal ind og ud af kajakken)

Hårelastikker - det blæser gerne en hel del derude

Kikkert (så man slipper for at sejle helt tæt på hver gang man vil tjekke hvorvidt en ø egner sig som lejrplads)

Søkort (vandtæt)

Drybags i forskellige størrelser og farver - både essentielt til at holde tingene tørre selvfølgelig, men også praktiske til at slæbe ting fra kajakken til lejren. Forskellige farver gør det nemmere at holde styr på tingene (lav en køkkenpose, toilettaske osv.)

Blæksprutter til at spænde tingene fast på kajakken

Vanddunk 15 L med tappehane (evt. lille dunk med drikkeslange til undervejs) 

Toiletskovl og toiletpapir

Skraldeposer

Kajakhandsker (smagssag, men i hvert fald træls at få vabler i hænderne undervejs)

Hurtigtørrende håndklæder

Powerbank

Service bl.a. Sea to Summit laver nogle ret smarte sammenklappelige modeller

Kogegrej plus brændstof, omfanget afhænger selvfølgelig af ambitionsniveauet. Vi klarede os med et simpelt men lynhurtigt stormkøkken (gasdrevet) fra Optimus, de har nogle superkompakte letvægtsmodeller med alt i et:

P1030212_edited.jpg
IMG_20190726_200926_edited.jpg

Telt, sovepose og underlag. Et letvægtskuppeltelt er klart det bedste valg da det ikke kræver pløkker og derfor til nøds kan sættes op direkte på klipperne. Hvis vi ikke allerede havde et lækkert letvægtstelt ville jeg tage en dyb indånding og investere i det hundedyre men åh så gennemtænkte kajaktelt Staika fra den svenske teltekspert Hilleberg, har faktisk nogle gange set det til salg på DBA (og været liiiige ved at trykke på "Er varen stadig til salg").

Redningsvest og lænsepumpe er selvfølgelig også et must, men det burde kajakudlejeren stille til rådighed sammen med sprayskirt.

Pagajflyder til selvredning

Turmad og vin (læs min test af turmad her)

Kajak (både plast og glasfiber, dobbelt og enkelt) kan lejes direkte i Fjällbacka hos 2sea4u eller hos Nautopp i Grebbestad.

 

Lyder det uoverskueligt og dyrt med alt det grej?

 

Så kan det være ide at booke en såkaldt selvguidet tur, hvor du ganske vist er afsted på egen hånd, men til gengæld får stillet både camping- og køkkenudstyr til rådighed sammen med kajakken. Samtidig kan du blive hentet et andet sted end udgangspunktet, hvis du hellere vil sejle fra A til B end bare rundt i skærgården på må og få. Det er også muligt at starte turen med et grundlæggende kajakkursus, nok heller ingen dum ide. Jeg har ikke selv prøvet denne ferieform, men fik faktisk netop sådan en tur i fødselsdagsgave sidste år. Jeg nåede derfor at sætte mig grundigt ind i konceptet, inden jeg dog besluttede mig for at jeg hellere selv ville planlægge det hele og iøvrigt et andet sted hen :)

Tjek f.eks. udvalget af selvguidede ture hos Upplevelsesbolaget (Uddevalla) eller Skärgårdsidyllen (de har udlejning i både Grönemad, Grebbestad, Ekenäs, Sydkoster  & Rossö i Kosterhavets Nationalpark.)

NATURBESKYTTELSE

IMG_20190810_151109.jpg

Vær opmærksom på at der gælder særlige regler for fugle- og sælbeskyttelse i skærgården, idet flere områder er udpeget til naturreservat. Nogle øer må man derfor ikke overnatte på, og inden for bestemte perioder skal man holde en vis afstand.

 

De fleste fredningsperioder gælder frem til d. 15. eller 31. juli, men for bl.a. Väderöarna og Koster Nationalpark går fredningsperioden helt frem til d. 15. august. Tjek reglerne for dit valgte område ved at google "Fågel- og sälskydd". Her finder du desuden et officielt kort med en komplet oversigt over gældende regler. 

DSC03482_edited.jpg

Ang. links og produktanmeldelser: jeg er ikke sponsoreret af nogen og alle meninger er 100% mine egne. Links til produkter og virksomheder har jeg udelukkende medtaget for at give dig et hurtigt overblik over det omtalte produkt. Som altid gælder devisen: køb så lidt som muligt i så høj kvalitet som muligt.

bottom of page