CYKELFERIE PÅ ØLAND: PRAKTISKE TIPS

CYKELTRANSPORT I SVENSKE TOG
En meget træls ting ved Sverige som cykelland er deres forbud mod at have cykel med i andet end lokaltog - glem alt om at tage cyklen med på SJ's pendant til de danske intercitytog (hvilket f.eks. gør det noget nær umuligt at få cyklen med til Stockholm eller f.eks. nattoget til Narvik, med mindre du da er parat/i stand til at skille cyklen ad og pakke den i en særlig transporttaske - dybt godnat cykelpolitik altså!)
Heldigvis kan både Kattegattleden, Sydostleden og Sydkustleden nås med øresundstog eller pågatog, og det samme gælder Ölandsleden, her tager du nemlig bare det direkte øresundstog fra København til Kalmar, rejsetid knap fire timer. Der var rigtig mange passager med på denne rute, så pengene for en pladsbillet er godt givet ud, bestil på www.sj.se (DSB er håbløs hvad angår internationale billetter, viser f.eks. ikke direkte øresundstog, så spar dig besværet og bestil direkte hos SJ, hvor du fint kan bestille togbilletter fra Danmark til Sverige).
Pris i 2021: ca. 1500 DKK tur/retur for to voksne.
Desværre kan man ikke købe cykelbillet hos SJ, MEN der kræves en øresundscykelbillet for at få cyklen med over øresundsbroen. Den køber du nemmest hos Skånetrafiken (i app, på websitet eller i automat), hvor du skal vælge en børnebillet (fordi man ikke kan købe cykelbillet uden samtidig at købe personbillet, men prisen er den samme og denne løsning har jeg fået fra Skånetrafikens togpersonale, så den er god nok.) Køb fra København til Hyllie.
OVERNATNING I DET FRI PÅ ÖLAND

Hvad angår campingpladserne på stort set hele området nord for Färjestaden er de desværre alle af den store og upersonlige slags, faktisk er der nærmest tale om hele feriebyer med vandland, restauranter osv., hvilket naturligvis afspejler sig i prisen. Uden tvivl en fest for børnefamilier, men træls for os andre at betale for i hvert fald (en enkelt overnatning for 2 voksne uden bil og strøm kostede ca. 800 SEK). Syd for Färjestaden ser det ud som om der ligger flere små og hyggelige campingpladser uden luksusfaciliteter, omvendt ser naturen bare mindre spektakulær ud på øens sydlige del... Hvis du ikke kan nå hele øen rundt (ca. 370 km) vil jeg derfor helt klart anbefale øens nordlige del.
Eftersom næsten hele øen er naturreservat med sart natur er det desværre lidt kompliceret med teltning i det fri. I teorien er det vist tilladt med en enkelt nats overnatning flere steder, men synes nu at det var lidt svært at gennemskue når man står derude og ikke er kendt i området. Af den grund vil jeg om muligt anbefale shelter, der ligger flere langs kysten og vi havde selv en forrygende overnatning i en drøm af et shelter med havudsigt, koordinaterne på shelteret ovenfor er: 57.3047128,16.9786767 (Hagskogsvägen, ca. 3 km syd for Byxelkrok).
Shelters på Öland: Vindskyddskartan.
Info om fredningsregler: Her må du slå telt op
Svensk rejseblog: Tälta på Öland
FIND RUNDT PÅ ÖLANDSLEDEN

Download digitalt cykelkort her: Ölandsleden GPX
Som det ses på kortet ovenfor er der flere muligheder for at krydse øen på tværs og derved afkorte ruten undervejs. Ruten er rimelig godt skiltet, men vil dog absolut ikke anbefale at køre uden digitalt cykelkort, da ruten omfatter mange små skovstier hvor man let kan køre vild. I byerne er ruten heller ikke videre godt skiltet.
Links til papirkort og flere informationer:
Så er der vist kun tilbage at sige go' tur på en af de uden tvivl bedste cykelruter i Sverige: Ölandsleden!
