HAVHYTTEN VED HVIDE KLINT
Turtidspunkt: juli 2021
-
Hvad: flydende shelter i Roskilde Fjord ved Hvide Klint (Frederiksværk)
-
Pris: kan bookes ganske gratis online
-
Ankomst: du skal selv kunne komme ud til shelteret, f.eks. med kajak eller SUP
-
Fedt fordi: unik oplevelse - den ultimative lejrplads med havudsigt!
Lejrpladser med havudsigt har altid været eftertragtede, så hvorfor ikke slet og ret overnatte direkte på vandet med 360 graders havudsigt til alle sider? Det må de have tænkt i Halsnæs Kommune, hvor de har anlagt det fineste flydende shelter i fjorden til fri afbenyttelse. Selvsagt er der rift om denne unikke overnatningsmulighed, og derfor er det fantastisk at Havhytten kan bookes online (link i bunden). Dette i modsætning til f.eks. det populære shelter på spidsen af Røsnæs, hvor man bare er nødt til at håbe på det bedste og dukke op (= bare glem det på samtlige dage med hæderligt vejr i sommerhalvåret).
Apropos hæderligt vejr er dette selvsagt af afgørende betydning for oplevelsen, og jeg havde derfor booket to forskellige datoer med to ugers mellemrum for at være på den sikre side. På den første dato var det 15 grader og heldagsregn, men på den anden dato var vejret fantastisk - ville have været SÅ ærgerligt kunne at have haft regnvejrsdagen i kalenderen!
ANKOMST TIL HAVHYTTEN
Som det ses ligger havhytten et godt stykke ude i vandet, men faktisk er der utrolig lavvandet det meste af vejen. Det er nok kun de sidste 10-20 meter hvor det bliver rigtig dybt. På en vindstille dag ville man derfor nok godt kunne svømme ud til det flydende shelter og så bare transportere sine sager i et par dry bags, men selvsagt giver det nogle flere muligheder at have kajak eller SUP med, da man så f.eks. også kan tage en stemningsfuld aftensejltur på fjorden.
Da vi ikke vidste bedre parkerede vi ved Hvide Klint Parkering (ser nærmest ud på kortet), men dette viste sig at være en dårlig ide, da man både skal slæbe alt grejet ned ad en stejl skrænt (aka Hvide Klint) og forcere en del sten for at komme ud i vandet:
På hjemvejen fik vi øje på en meget bedre parkeringsplads (Kappelhøjkilen), så brug endelig den - her kan du parkere direkte ved vandet uden hverken skrænt eller sten:
DET FLYDENDE SHELTERS INDRETNING
Det flydende shelter egner sig fremragende til at bade fra:
Herudover er der fint plads til et par SUPs på den ene side. I selve shelteret er der plads til 2-3 personer:
Her den helt store room tour:
OK, TOTALT ISOLERET PÅ ET FLYDENDE SHELTER OG HVAD SÅ NU...?
For at man rigtig kan nyde aftenen vil jeg helt klart anbefale at tage en lille grill med:
Aldeles greit og helt ålreit plads i solen, især med det glas vin i hånden som gemmer sig uden for billedet:
Husk at tage nogle træpiller eller lignende med, så grillen sidenhen kan bruges som bålfad når solnedgangen skal nydes:
Smukt men noget koldt - du bliver glad for uldundertøjet!
Godnat fra Danmarks dejligste flydende shelter:
Og godmorgen:
Man har det flydende shelter fra kl. 17 på bookingdagen til kl. 08 dagen efter, men mon dog der straks kommer en gruppe dagsbrugere anstigende så tidligt om morgenen, jeg tvivler... (man kan for øvrigt også booke Havhytten i dagstimerne).
På denne tur havde vi desværre lidt travlt dagen efter og fik derfor ikke tid til at nyde en afslappet morgen på vandet. Har dog allerede booket to nye datoer til næste sommer, og der bliver det helt klart noget med nybagte kanelsnegle på stormkøkkenet, morgensvømmeture osv. aaah.
I hvert fald får Havhytten min varmeste anbefaling. Men sørg for at være tidligt ude, der er ikke overraskende rift om denne fabelagtige overnatningsmulighed. Book din overnatning i Havhytten ganske gratis på:
Book Havhytten hos Friluftsdata