KNUDSHOVED ODDE
Turtidspunkt: Juni 2020
-
Hvad: kombineret cykel- og vandretur fra Vordingborg til Knudshoved Odde
Hvor: turen langs Odden starter ca. 9 km fra Vordingborg -
Transport med cykel: S-tog til Køge, herfra tog til Vordingborg, i alt 1:45 time. Herfra 9 km med cykel.
-
Transport med bil: ca. 1 time i bil fra København.
-
Fedt fordi: unik oplevelse med afvekslende natur og samtidig den perfekte cykel/vandre-kombination
SÅDAN KOMMER DU TIL KNUDSHOVED ODDE
Knudshoved Odde er en naturskøn halvø bestående af to aflange dele, der deles af et smalt drag i midten. Den yderste del, Knudshoved, er klart den mest spektakulære, men kræver også lidt af en indsats at nå ud til: fra starten af odden til spidsen af Knudshoved er der nemlig hele 15 km - hver vej!
Den mest optimale måde at opleve Knudshoved på er derfor med cykel ud til draget og herfra videre til fods. Det giver ca. 10 km på cykel og 5 km til fods (hver vej), helt perfekt til en dagstur med en dejlig lang frokostpause undervejs i de idylliske omgivelser. Hertil kommer så de 9 km hver vej fra Vordingborg - dvs. i alt ca. 38 km på cykel og 10 km til fods. Så har man også fortjent en god is inden man sætter sig på toget hjem!
Tager man derimod bilen, parkerer man på en stor betalingspligtig parkeringsplads i starten af Odden og tilbagelægger hele turen til fods.
Her den allersidste del af Odden, lige inden turen fortsætter til fods over draget med kurs mod Knudshoved:
VANDRETUR PÅ KNUDSHOVED
Efter at have krydset det smalle drag er det tid til at udforske det dramatiske landskab på halvøens yderste spids:
Selve Knudshoved har været fredet siden 1952 og naturen fremstår derfor fuldstændig urørt. Det første man møder er en knudret gammel troldeskov:
Børn vil uden tvivl elske at lege gemme i de mange hule træer:
NATUREN PÅ KNUDSHOVED
På Knudshoved Odde er der registreret over 15 forskellige naturtyper, og netop denne alsidighed gør vandreturen til en unik oplevelse. Skyggefulde skovområder afløses af åbne vidder med vindblæste træer og vilde blomsterenge, mens overdrevene fortrænges af små søer og de hvide sandstrande af lerfarvede klinter:
Én ting har de mange forskellige naturtyper dog til fælles - et summende og duftende sommertæppe af vilde blomster:
Dyrelivet har selvsagt også kronede dage i de uforstyrrede omgivelser og tæller bl.a. den sjældne klokkefrø:
SPIDSEN AF KNUDSHOVED
MANGE fotostop senere får vi øje på den sidste klint i denne omgang:
Blomsterfesten fortsætter ufortrødent helt ud til den yderste spids:
Man kan gå højre om spidsen på vejen tilbage for endnu mere afveksling (og færre mennesker). Det resulterede i vores tilfælde i et møde med en hjort og frit valg blandt indtil flere uforstyrrede og topidylliske picnicpladser.
CYKELTUREN TIL/FRA VORDINGBORG
Selve cykelturen til og fra Vordingborg er virkelig også fin og omfatter udelukkende cykelstier/småveje, da en lille del af den højprofilerede Østersørute (N8) forløber på netop denne strækning (se kort under links). Undervejs suser man forbi sødt duftende vejrabatter i fuld flor, her og der med kig til Smålandshavet og den ene stråtækte boligdrøm efter den anden:
Ved fremme i Vordingborg kan man evt. besøge Danmarks Borgcenter. Det var dog lukket da vi var der pga. corona. Her ses Gåsetårnet i baggrunden:
Så vi nøjedes med en kæmpe is oven på de mange tilbagelagte kilometer: