CYKELFERIE PÅ ØLAND:
ÖLANDSLEDEN
Turtidspunkt: August 2021
-
Hvad: 5-dages cykelferie på Øland
-
Længde: 270 km (turen hele øen rundt er ca. 370 km)
-
Transport: Tog til Kalmar, herfra cykelfærge til øen
-
Fedt fordi: Gode cykelforhold i eventyrlig natur
CYKELFERIE PÅ ØLAND: ÖLANDSLEDEN, DEL 2
Havnet på del 2 af Ölandsleden ved en fejl? Gå til del 1 HER.
ÖLANDSLEDEN DAG 3: BYXELKROK - NORRA UDDE - WIKEGÅRD (62 KM)
Næste dag var det desværre slut med solskinsvejret, men blæsten holdt skam ufortrødent ved. Havde det ikke blæst sådan ville vi helt sikkert have sejlet en tur ud til den sagnomspundne ø Blå Jungfrun (anes i horisonten på billedet ovenfor), faktisk er der sågar to shelters på øen (skal bookes på forhånd og mon ikke der er særdeles stor rift om dem?), må være en aldeles eventyrlig oplevelse at overnatte helt alene ude på den gråblå granitø gefühlt midt i intet (hele øen er desuden nationalpark og byder på unik natur).
I denne omgang måtte vi dog nøjes med at køre videre til øens allernordligste punkt, Norra Udde:
Det var nu ikke en videre mindeværdig plads og fyrtårnet var coronalukket. Og gik man og drømte om en toiletpause var der også dårligt nyt - for at komme ind skal man først downloade en app (!) og herefter indtaste sine betalingsoplysninger, kun for at finde ud af at det kun fungerer med en svensk bankkonto, hallå?!
Samme idioti gjorde sig for resten gældende på en restaurant i Byxelkrok, hvor man ligeledes KUN kunne bestille efter at have en downloadet restaurantens egen app, hvorefter det så selvfølgelig viste sig at man kun kunne betale med Swish (svenskernes MobilePay). Så måske var det ikke kun pga. corona at der ikke var nogen udenlandske turister - virker i hvert fald ikke helt som om infrastrukturen er møntet på andre end svenskere (og så er alle de smarte digitale løsninger altså lige pludselig ikke længere så smarte).
Det meste af denne dag stod ruten på skov, skov og atter skov, hvilket passede os ganske godt i forhold til at komme lidt i ly for vinden (og badepauser indbød vejret under alle omstændigheder ikke til):
Kærkomment med lidt god skiltehumor til at holde humøret oppe i regnvejret:
Turens tredje nat valgte vi at tilbringe på den fineste lille regnbue/øko-campingplads, Wikegårds Camping:
Note to self: husk tørresnoren næste gang..
Men efter tørt tøj og en kold øl fra campingshoppen så alting straks bedre ud:
Lille minus: campingpladsen sælger kun øl og is (!) og nærmeste by med butikker er 10 km væk (og gæt selv hvem der IKKE skulle ud at køre 20 km ekstra den dag), så husk afgjort ekstra mad til denne overnatning.
Hvad du til gengæld ikke behøver at huske på er badetøj :)
ÖLANDSLEDEN DAG 4: WIKEGÅRD TIL EKERUM (CA. 65 KM)
Ny dag, nye møller. Og heldigvis bedre vejr:
I dag var det tid til at begynde hjemturen :(
I Sandvik kan man vælge mellem to forskellige grene af Ölandsleden: enten en rute som forløber midt på øen, eller man kan køre ad Kustvägen samme vej tilbage som på udvejen:
Vi valgte det sidste, da vi absolut ikke havde noget imod at opleve Kustvägen igen:
Tip: Man kan faktisk overnatte i flere af møllerne, hvor fantastisk må det ikke være at vågne op her?!
Kustvägen altså ♥♥♥ - fineste cykelvej jeg har prøvet indtil videre, det er helt sikkert:
Fremme i Ekerum overnattede vi på en kæmpestor og ret kedelig campingplads, som havde store problemer med at tjekke os ind da vi ikke havde svensk ID, - og ingen bil, nej nu?!, det var næsten det skøreste af det hele for den unge pige i receptionen. Virkelig sært at en stor campingplads er uforberedt på udenlandske gæster og cyklister.
Efter at teltet var sat op var det tid til at klemme de sidste dråber ud af den medbragte bag in box:
Apropos vin: Så seriøst ikke et eneste systembolag på hele øen. Stod ellers annonceret i flere ICA'er undervejs (såkaldt "ombud"), men vinflasker så vi nu intet til.
Sidder og googler det lige nu, og der står gudhjælpemig at man skal bestille to dage i forvejen, man får så en SMS når varerne kan hentes (og skal vi gætte på at det kun dur med svensk telefonnummer..?).
Hvis du vil nyde et glas vin omkring bålet bør du derfor helt sikkert finde plads til en bag in box i cykeltasken.
Den sidste aften på øen skulle selvsagt fejres med manér, og klog af skade fra den første aften i Borgholm havde vi bestilt bord på en restaurant i forvejen. Tæt på campingpladsen ligger Ekerum Resort Öland, der både har et hyggeligt pizzeria med en stor gårdhave samt en finere restaurant, Restaurang Öland. Maden var super, men udsigten over en giga golfbane var måske mindre charmerende (hvilket selvsagt også kom til udtryk i klientellet - du bliver den eneste gæst uden en kæk golfkasket på denne restaurant). Elg-carpaccioen fejlede dog ikke noget:
ÖLANDSLEDEN DAG 5: EKERUM - FÄRJESTADEN (CA. 25 KM)
Man kan sagtens få ventetiden til at gå i Färjestaden: på havnen er der både en fin badeplads med kæmpe liggestole samt et madmarked med specialiteter fra øen (f.eks. tørrede kanelsnegle, overraskende lækkert):
Cykelfærgen Dessi sejler fra midt i maj til midten af september, hvor den har 1 afgang i timen det meste af dagen. Snart dukker Kalmar op forude:
Kalmar er uden tvivl værd at udforske nærmere, hvis man har lidt ventetid på toget:
Ville meget gerne have tjekket Kalmar Slot ud (angiveligt Nordens bedst bevarede renæssanceslot), men det blev der desværre ikke tid til i denne omgang. Toget hjem til København var virkelig proppet, så husk pladsbillet!