top of page

FJORDSAUNAER I OSLO CENTRUM

Turtidspunkt: marts 2022, november 2022

  • Hvad: fjordsaunaer midt i Oslo

  • Kræver intet medlemskab: drop in

  • Book online

  • Ingen indhegnede badezoner: fri badning i fjorden

langkaia_sauna

NORDENS SAUNAPARADIS NUMMER 1: OSLO

Oslo er slet og ret lysår foran København foran hvad angår nem og enkel saunaadgang i centrum, og dermed en sund og spektakulær måde at bruge havnen/fjorden om vinteren på. Hvor den københavnske saunascene præges af ekskluderende medlemsskabsordninger med årelang ventetid, kan du i Oslo bare booke billet online til en enkelt omgang sauna, nemmere og mere brugervenligt bliver det vist ikke!

Der er flere forskellige saunaområder at vælge imellem, så hvis tiden tillader det vil jeg anbefale at booke mindst to forskellige. Her får du en præsentation af de forskellige saunaområder.

OSLO BADSTUFORENING: SUKKERBITEN

Her er der på det nærmeste tale om en hel lille saunaby med mange forskellige sauner:

Her finder du nogle af badstueforeningens ældste og mest ikoniske saunaer, som f.eks. Skarven og Måken. Foreningens allerførste sauna blev bygget for få midler, nærmere bestemt af drivtømmer fra Oslofjorden:

måken_oslo

Konceptet med urbane fjordsaunaer blev ikke overraskende hurtigt populært, og siden er mange nye saunaer derfor kommet til, her er det den fotogene Albatrossen (udspring fra taget):

albatrossen_sukkerbiten

Og tjek lige den runde panoramasauna Anda:

anda_oslo_badstu

Man booker billet til et område (Sukkerbiten, Langkaia eller Kroloftet), men ikke til en specifik sauna. Hvis man gerne vil have nogenlunde frit valg, bør man derfor sørge for at komme til tiden. Det er ikke meningen at man bare defilerer frit rundt og prøver dem alle, ved ankomst vises man til rette af en bademester, der sørger for en ligelig fordeling af saunagæsterne. Vil du have det så hedt som muligt? Så anbefaler jeg Havørnen.

Vær opmærksom på at omklædningsfaciliteterne er meget simple - du kan ikke låse noget inde (med mindre du har egen hængelås med), og du klæder om i blandet omklædning på temmelig begrænset plads. Toilet findes på land. Der er kun udendørs brusebad (koldt vand). Kan ikke lige finde nogen regler for påklædning, men alle har haft badetøj på de gange vi har været der. Husk håndklæde at sidde på.

OSLO BADSTUFORENING: LANGKAIA

oslo_sauna

På den modsatte side af fjorden med udsigt til operaen finder man saunaområdet Langkaia, der bl.a. rummer saunabåden Rådhuset samt Bademaschin 1 og 2:

oslo_badstu

En iskold dukkert med denne udsigt er svær at toppe:

Her set fra den modsatte side. Båden til højre i billedet er også en sauna:

Herudover har Oslo Badstuforening også en tredje sauna, Kroloftet, men da den ikke ligger ved vandet har vi indtil videre fravalgt den, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig..

KOK SAUNA: SAUNACRUISE PÅ OSLOFJORDEN

Som om de tre fine saunaanlæg fra Oslo Badstuforening ikke var nok, findes der faktisk også flere andre aktører med urbane fjordsaunaer i centrum.

 

Hos KOK kan du som noget unikt komme på saunacruise: her lejer du hele saunaen privat (plads til op til 10 personer), og bliver så sejlet rundt i Oslofjorden af en skipper. Du kan også booke saunaen privat mens den ligger til kaj (billigere), mens der heldigvis også er mulighed for at booke enkeltbilletter til FellesKOK, der eftersigende er intet mindre end "en perfekt anledning til å møte nye badstufjes".

Update 2023: Oslo Badstuforening har nu også fået en flydende sauna, og her behøver du ikke at booke hele saunaen, men kan nøjes med at købe en enkeltbillet. Du booker billet til den flydende sauna ved at vælge "Mobil sauna" i drop down-menuen her.

SALT ART: STORSAUNAER MED DJ

Kultur- og eventstedet SALT har i alt fem saunaer på kajkanten: storsaunaerne Árdna og Skroget (her booker man enkeltbillet til en saunasession på 2,5 time. I weekenden er der DJs, tjek sauna-eventprogrammet online) samt de tre mindre saunaer Naustet sauna, Gammel Oplands sigar og Løitens sigar (kan kun bookes privat). 

SALT_SAUNA

Udover saunaaspektet er SALT også kendt som et unikt koncert- og kultursted, hvor man går til koncert i en række særegne pyramidekonstruktioner, der er inspireret af Nordens traditionelle fiskehjeld, dvs. træstativer til vindtørring af fisk. SALT beskriver sig selv som “en eviglang festival på kaia i Oslo, en kulturlandsby med seks scener, serveringssteder og sauna” og det er vist en ganske rammende beskrivelse. Går turen til Oslo, bør du helt sikkert tjekke deres kultur- og koncertprogram ud, og/eller aflægge en af de hyggelige spisesteder, caféer og barer et besøg (det er gratis at komme ind på området).

SALT_ART_OSLO

ANDRE AKTIVITETER I OSLO: STREET FOOD

Et andet hyggeligt sted er madmarkedet Vippa, hvor du med udsigt over fjorden kan nyde diverse delikatesser fra alle verdenshjørner (der er også masser af siddepladser indenfor). Ligger i gåafstand fra alle ovenstående saunaområder.

vippa_oslo

Vil du spise endnu bedre? Så prøv min absolutte favoritrestaurant i Oslo: Fiskeriet ved Youngstorget, hvor bl.a. en hel side i menukortet er dedikeret til intet andet end krabber. Her en herlig kongekrabbefest sidst vi var i Oslo:

ANDRE AKTIVITETER I OSLO: SKIDAG I OSLO VINTERPARK 

En unik ting ved Oslo er det faktum, at den i modsætning til stort set alle andre storbyer faktisk er mindst lige så skøn at besøge om vinteren som om sommeren, man kan nemlig stå på ski i Oslo Vinterpark, der kun ligger en halv times metrotur fra centrum. Området er ikke kæmpe, men bestemt stort nok til en hel dags skiløb. Læs min guide til Oslo Vinterpark her.

SÅDAN KOMMER DU TIL OSLO MED TOG

Hop på SJ’s komfortable hurtigtog (med bistro) i Malmö eller Helsingborg, og kør med til endestationen i Göteborg (rejsetid Malmö - Göteborg: 2:34 time), herfra er der kun 3,5 time med direkte tog til Oslo S. Du kan også tage med direkte øresundstog hele vejen fra København til Göteborg, rejsetid i alt 3:53 time. Book direkte på www.sj.se, fungerer 100 gange bedre end DSB (tilmeld dig SJ's loyalitetsprogram for ekstra rabatter og skiftende tilbud).

 

Alternativt går der også en direkte bus mellem København og Oslo, turen tager 8 timer og køres af Vy bus4you. Angiveligt skulle der også være nattog på vej mellem København og Oslo (ja tak!!), men dette dog tidligst fra december 2024.

oslo_med_tog
bottom of page