top of page

HOVS HALLAR

Turtidspunkt: september 2021

hovs hallar
  • Hvad: dagsudflugt til Bjärekustens Naturreservat

  • Hvor: Bjärehalvön i Skåne, ca. 160 km fra København

  • Fedt fordi: dramatisk klippelandskab

Hov Hallar er et fantastisk udflugtsmål på Bjärehalvön i Skåne, kun ca. 2 timers kørsel fra København. Her mødes Hallandsåsen og havet på dramatisk vis med et unikt landskab præget af bratte klippeskrænter, eventyrlige grotter og spektakulære klippeformationer til følge.

MOBIL UDEN BIL: SÅDAN KOMMER DU TIL HOVS HALLAR

Hovs Hallar ligger 19 km fra togstationen i Båstad, der nås med direkte Øresundstog fra København på ca. 2 timer. Den første del af cykelturen forløber tæt langs kysten, her er det spahotellet Skansens ikoniske kallbadhus:

baastad_skansen

Herefter går det godt opad i terrænet (knap 170 højdemeter for at være præcis, så lad helst den gamle ganger med 3 gear blive hjemme), gennem skov og forbi talrige frugtplantager: 

bjaerehalvoen

Er du mere til at vandre end at cykle? Så kan du følge den officielle vandrerute Skåneleden fra Båstad til Hovs Hallar (etape 16 på 16 km), flere informationer i bunden af siden.

VANDRERUTER I OG OMKRING HOVS HALLAR

Man udforsker det klippefyldte landskab på må og få, da der ikke er nogen skiltede stier at følge:

hovs hallar

Har dog siden fundet flere turforslag, f.eks. denne fine 8 km lange rundtur fra ytisyd.se (tryk for nærmere info):

kort_hovs_hallar.png

Uanset hvordan du vælger at udforske området, kan du ikke undgå at stoppe for at fotografere hvert andet øjeblik:

hovs hallar

Hovs Hallar er kendt for sine klipper af rødligt gnejs, der rager op overalt i området i sære formationer:

hovs hallar

Fortsætter man længere mod højere bliver klipperne brattere og landskabet mere dramatisk:

hovs hallar
hovs hallar

Klipperne rummer flere grotter og huler:

grotter_hovs_hallar

Fik jeg sagt at det er umuligt at stoppe med at tage billeder?! Bag hver ny klippeblok åbenbarer der sig pludselig endnu et fantastisk motiv: 

hovs hallar
hovs hallar

Nu var jeg forbi helt sidst i september, men mon ikke både stranden og klipperne udgør en lige dele populær og fortryllende badekulisse om sommeren?

hovs hallar strand

Vil man nyde solnedgangen over klipperne ligger der faktisk et hotel lige ved parkeringspladsen (desværre er det ikke tilladt at slå telt op i området, da det er naturreservat. Til gengæld ligger der et fint shelter (se link i bunden).

Når man er færdig med at udforske Hovs Hallar kan man enten vælge at cykle samme vej hjem, eller fortsætte videre til superhyggelige Torekov 10 km væk (masser af frokost- og overnatningsmuligheder). Herfra fortsætter man ad den officielle cykelrute Kattegattleden videre til stationsbyen Ängelholm (33 km), hvorfra man tager toget hjem (1,5 time til København). I så fald kommer man op på ca. 63 km i alt:

cykel_hovs_hallar

Hovs Hallar er kort sagt et fantastisk udflugtsmål, og jeg kan helt klart anbefale kombinationen med cykeltur fra Båstad til Ängelholm; man kan sagtens nå det hele på en dagsudflugt.

bottom of page