LÅDFABRIKEN
Besøgstidspunkt: Oktober 2019
-
Hvad: B&B i Edshultshall på den brofaste ø Orust på den svenske vestkyst
-
Transport: ca. 4 timer i bil fra København
-
Pris: fra 1800 SEK per nat for et dobbeltværelse, inkl. morgenmad
-
Fedt fordi: gennemført og anderledes koncept, topkvalitet på alle punkter, mange udflugtsmål i området
-
Pluspunkter: gratis lån af kajakker og cykler
OVERNATNING PÅ LÅDFABRIKEN
Lådfabriken har til huse i en nænsomt renoveret fiskekassefabrik - deraf navnet og de mange kulørte kasser, der indgår som en naturlig del af det i forvejen meget farvestrålende design. Værtsparret Marcel og Johan kalder selv deres fiskekassefabrik for creative seaside accomondation, og den beskrivelse passer faktisk temmelig godt på både konceptet og klientellet.
Der er kælet for hver eneste detalje, og de to herrers fortid inden for modedesign og ikke mindst kærlighed til vintage og retrodesign lader sig ikke fornægte. Værelserne rummer mange sjove og skæve indretningsdetaljer:
Udover de fire værelser kan man opholde sig i følgende maleriske læsehjørne med skærgårdsudsigt:
Eller slænge sig i stuen med et glas vin, hvor man så pludselig får serveret en lækker lille forret.
RESTAURANT LÅDFABRIKEN
En restaurant kan man måske næppe kalde det, men hver aften dækker Marcel og Johan op til fællesmiddag i køkkenet, hvor alle gæsterne sidder sammen om et kunstfærdigt smykket langbord. Råvarerne kommer især fra nærliggende Mollösund, der tidligere var et af Bohusläns vigtigste fiskelejer og stadig er leveringsdygtig i fisk og skaldyr i topkvalitet. Vi gæstede Lådfabriken i efterårsferien, der meget belejligt ligger midt i hummersæsonen - deraf den lidt særegne bestiksituation:
Langbordsmiddagen var virkelig superhyggelig og et sandt highlight på turen begge aftener. For mig som inkarneret NRK-fan (den norske pendant til DR), var det en drøm at spise middag med tre sjove norske veninder fra Oslos teater- og filmbranche, den ene havde sågar spillet med i mig og min datters yndlingsserie, Jenter.❤
Hertil kom to journalister fra Zürich, der (selvfølgelig) var i Skandinavien for skrive endnu en glitrende feel good-artikel om hygge. Dette kedelige ærinde til trods havde vi det virkelig morsomt hele bordet rundt, og værterne deltog ligeledes ubesværet i samtalen mens de lavede mad og serverede. Kort sagt kan man forestille sig oplevelsen som et underholdende middagsselskab hjemme hos gode venner - et koncept der i høj grad berigede vores ophold og er med til at gøre Lådfabriken til noget særligt.
Værelsesprisen omfatter ligeledes morgenmad, og her kan man se frem til et overdådigt udvalg af lokale specialiteter. Herudover friskbrygget kaffe og te ad libitum dagen igennem:
AKTIVITETER I OMRÅDET OMKRING LÅDFABRIKEN
Vi besøgte som sagt Lådfabriken om efteråret, så stranden havde vi ikke så meget glæde af. Der er dog masser at lave på Orust året rundt, og Lådfabriken udlåner både cykler og kajakker ganske gratis:
Hvilket jeg selvfølgelig ikke lod mig sige to gange. Her en dejlig morgentur rundt i området:
Er man ikke tryg ved at sejle ud på egen hånd, har Lådfabriken et samarbejde med det lokale udlejningsfirma Orust KaJak, der arrangerer guidede ture.
Herudover kan man udforske området umiddelbart omkring Lådfabriken til fods:
Læs endnu mere om Orust og området omkring Lådfabriken her.
Som det nok fremgår får Lådfabriken virkelig mine varmeste anbefalinger, ikke mindst som et bud på et hyggeligt weekendophold i Sverige om efteråret/foråret. På denne årstid tilbringer man trods alt mere tid indendøre end om sommeren, og her kommer et lækkert sted som Lådfabriken derfor for alvor til sin ret.
Faktisk kan man også leje hele Lådfabriken til private arrangementer - tænk lige at holde et lille intimt bryllup eller en anden vigtig fest med sine allernærmeste der ♥