LILLERO:
LUKSURIØS NATUROPLEVELSE VED SEJERØBUGTEN
Turtidspunkt: Juni 2021
-
Hvad: Overnatning i glampingtelt på luksuriøs teltplads med restaurant, bar og sauna
-
Hvor: Ved Høve Strand ud til Sejerøbugten i Odsherred
-
Adresse: Høve Stræde 17, 4550 Asnæs
-
Bemærk: Skal bookes for min. 2 nætter
MOBIL UDEN BIL: SÅDAN KOMMER DU TIL LILLERO
Det tager kun 1:20 minutter med tog fra København at komme til Asnæs (skift i Holbæk). Herfra går der bus lige til døren, men jeg vil (som altid) anbefale at tage cyklen med i toget. Lillero ligger nemlig midt i Odsherreds fantastiske istidslandskab, og eftersom man er nødt til at booke minimum 2 overnatninger, er der god tid til at udforske området nærmere under opholdet. Fra stationen begynder den kun 5 km lange strækning lovende:
Så er scenen ligesom sat :) Hvilken vi i den grad fik at føle på næste dags udflugt til Nekselø.
Men nu først tilbage til Lillero, hvor Odsherred Turistforening var i færd med at overrække det unge par bag Lillero den eftertragtede turistpris 2021, netop som vi svingede ind på pladsen.
SÅDAN BOR DU PÅ LILLERO
Dette var vores første glampingophold, og vi havde nok været lidt skeptiske i forhold til hvem som egentlig booker sådan noget: Var det mon kun "nederen typer, der er for fine til at sove i telt?"
Omvendt tager et romantisk kæresteophold jo altså ikke ligefrem skade af lidt ekstra komfort, både hvad angår seng og dyne i stedet for liggeunderlag og sovepose, men også muligheden for spise en rigtig god restaurantmiddag, komme i bad osv.
Og sådan gik det altså til, at et ophold hos Lillero fandt vej under juletræet hjemme hos os sidste år.
Her et kig på Engen og vores hjem de næste to dage:
Faktisk er parret bag Lillero heller ikke selv særlig vilde med glamping-begrebet, og foretrækker selv at kalde deres sted for et lille hotel på stranden. Dette giver egentlig også meget god mening, da der hos Lillero netop er tale om et helhedskoncept med fokus på lokale og bæredygtige løsninger samt faciliteter og produkter af høj kvalitet hele vejen rundt, hvor der hos andre glamping-udbydere måske nogle gange er en tendens til bare at smække et par glampingtelte op i en skov eller ved en sø, og så lade gæsterne selv rode med resten.
Dette kan selvfølgelig også have sin berettigelse, hvis man virkelig er den der nederen type, der ikke kan holde ud at sove i telt :) (men gerne vil ud i naturen alligevel).
For mit vedkommende var det nu helt klart gourmetrestauranten, saunaen med havudsigt, morgenmadskurven på stranden osv. der gjorde udslaget, og jeg kan allerede nu afsløre, at vores skepsis afgjort blev gjort til skamme hos Lillero. Her er det saunaen med havudsigt (til fri afbenyttelse for gæsterne døgnet rundt):
Fineste strand 1 min. gang fra pladsen, perfekt til morgendukkerten eller aftenbadet:
Høve Strand er virkelig malerisk. Lillero har desuden fire stk. sit on top-kajakker, som gæsterne kan låne uden beregning (ret fedt at der også er tænkt på at man kan lave noget aktivt og ikke kun dovne den)
Her ses selve pladsen med Restaurant Lillefisk bagerst til venstre. Ser noget tomt ud, men der er åbenbart ikke ret mange som tager på weekendophold i juni. Kunne dog se på Instagram at der havde været fuldt hus i sommerferien, så hvis man vil have lidt mere festivalstemning med flere mennesker, bør man nok gå efter dette tidsrum. Restauranten er også åben for udefrakommende gæster (og var fuld begge aftenener), så her bør man afgjort booke bord. I sommerferien kører de med en restaurant mere kunne jeg se (og vist også en pizzabar):
Lillero set fra stranden:
Selve teltområdet med sauna samt toilet- og badevogn er forbeholdt Lilleros gæster, men alle andre er som sagt velkomne i baren og restauranten:
HVAD LAVER MAN SÅ PÅ LILLERO OM AFTENEN?
Tja, i hvert fald helt sikkert det her:
Alle teltene har desuden deres eget bålfad, som personalet tænder op for hver aften, endda sammen med en pose skumfiduser til at riste over bålet, virkelig sød detalje. Især skønt når man som os nød solnedgangen på stranden og så kommer hjem til et knitrende bål og en lille dessert. Toppoint for den detalje kort og godt!
MORGENMAD PÅ LILLERO
Lad det være sagt med det samme - sammen med aftenbålet var morgenmaden absolut vores favoritdetalje hos Lillero. Man henter selv sin morgenmad i en kurv, og kan så vælge at spise den i caféområdet, i sengen eller på stranden:
Sauna og morgendukkert efterfuldt af dette var simpelthen bare ubeskrivelig skønt:
FANTASTISK UDFLUGTSMÅL TÆT PÅ LILLERO - DON'T MISS!
At chille med en bog i en kurvestol to dage i træk er en absolut umulighed for mig, så jeg havde allerede hjemmefra planlagt, at vi skulle besøge øen Nekselø under opholdet på Lillero. Den lille moræneø med de stejle havskrænter nås med færge fra Havnsø, der ligger ca. 20 km fra Lillero. Ruten forløber gennem Odsherreds istidslandskab ad de officielle cykelruter Bjergruten og Istidsruten, og dermed gennem herligt kuperet terræn. Virkelig en stor oplevelse (både cykelturen og øen), som matchede Lilleros øvrige herlighed perfekt:
Next stop Nekselø - øen kan lige skimtes til højre i billedet:
Klik på billedet for at læse om vores tur til denne DRØMMEø - virkelig min favorit blandt alle danske øer:
RESTAURANT LILLEFISK PÅ LILLERO
Tilbage igen hos Lillero var vi i den grad klar til at få serveret en femretters menu på Restaurant Lillefisk, men først en iskold og lidt skør øl til at slukke tørsten oven på hjemturens bjergetape:
Fik ikke taget så mange billeder af maden, men her lige en lige dele lækker og dekorativ forret med hybenblade:
Efter en skøn middag var det tid til sidste solnedgang på Høve Strand i denne omgang:
Lillero over & out - tak for denne gang ❤️