THE NORRMANS FARMHOUSE:
BOUTIQUE BED & BREAKFAST
Besøgstidspunkt: Maj 2021
-
Hvad: skøn B&B med den vildeste indretning
-
Hvor: ligger i Klippinge på naturskønne Stevns
-
Fedt fordi: boblebad under åben himmel, grønt køkken og unikke omgivelser
Unik overnatning i Danmark: Hvis nogen sidder derude og drømmer om et spektakulært getaway kan jeg virkelig anbefale underskønne svenske The Norrmans på Stevns, der både egner sig til et romantisk ophold eller en underholdende weekend i stilrigtige rammer med venner og familie.
SÅDAN BOR DU HOS THE NORRMANS
Man kan enten vælge at bo i villaen eller stalden, hvoraf værelserne i villaen er større og har en mere individuel indretning, f.eks. med himmelseng. Vi valgte villaen, men hvis du planlægger et romantisk ophold ville jeg nu nok vælge stalden, da dørlukningen på i hvert fald vores villaværelse ikke rigtig indbød til privatliv (stor luftspalte under døren, der desuden var lavet af glas, så måske ikke helt optimalt hvis formålet er en intim kæresteweekend uden delagtiggørelse af hele huset..)
Stalden har jeg ikke billeder af, men forestiller mig umiddelbart noget med tykke mure og solide samt tætsluttende døre. Her lidt flere billeder af villaen, der har 5 værelser og flere stemningsfulde fællesområder fordelt på i alt 340 kvm. Af samme grund ville villaen uden tvivl egne sig optimalt til et ophold med venner eller familie - hvis man er nok til at booke alle 5 værelser har man jo så simpelthen det hele for sig selv.
BOULE & BOBLEBAD
Uanset om du vælger stalden eller villaen, har du under hele opholdet fri adgang til både opvarmet boblebad i haven, restaurant og lounge i hovedbygningen samt lade med boule og bar.
Her er det den hyggelige have, som ganske sikkert har dannet rammen om mange magiske sommernætter gennem tiden. Under vores ophold i maj var vejret dog mildest talt elendigt desværre, så hang ikke så meget ud her.
Her er det laden:
Alle ophold omfatter aftensmad og morgenmad, der var helt ok, men dog alligevel ikke imponerede os det store.
Er du vild med ovenstående indretningsstil? Så tjek også søsterhotellet på det svenske slot Häckeberga Slott samt restauranten Bjerreds Station, der er indrettet af teamet bag Norrmans.
MOBIL UDEN BIL: SÅDAN KOMMER DU TIL NORRMANS
Den internationale cykelrute 9 fra København til Berlin fører stort set lige forbi the Norrmans (75 km fra København K), alternativt kan man tage S-toget til Køge, herfra er der kun ca. 20 km. På vejen kommer man bl.a. forbi Vallø Slot.
Næste dag kan man så fortsætte videre ad N9 til UNESCO-attraktionen Stevns Klint. Herfra går ruten videre til den hyggelige sommerby Rødvig, hvorfra der ganske praktisk går tog tilbage til København via Køge. Læs meget mere om denne cykelrute her.