STEVNS KLINT OG RØDVIG
Turtidspunkt: Juni 2020

-
Hvad: kombineret cykel- og badetur til Stevns Klint og Rødvig
-
Cykelrute 9 fra Køge til Rødvig via Stevns Klint
-
Længe fra Køge: 33 km, fra København: 82 km
-
Fedt fordi: let dagstur med fantastisk natur og skønne strande
MED CYKEL FRA KØGE TIL STEVNS KLINT
Cykelrute 9 er en del af den internationale cykelrute fra København til Berlin, og man kan derfor sagtens cykle hele vejen fra København til Rødvig. Den første del af denne tur forløber gennem Ishøj strandpark, men den fra Mosede Fort til Køge forløber ad småveje.
Er 82 km for langt til en dagstur, kan man tilbagelægge 1. etape fra København til Køge med S-toget (35 min), hvilket samtidig korter 55 km af ruten. 2. etape fra Køge til Rødvig er kun på 33 km og levner derfor masser af tid til inspektion af klinten og et langt badestop i Rødvig. Turen er skiltet hele vejen og let at følge. Fra Rødvig kører man nemt og bekvemt med Østbanen direkte tilbage til Køge og herfra videre hjem med S-tog (i alt ca. 1,5 time).
Alternativt kunne man tage en overnatning på halvvejen, tjek det fantastiske Norrmans Farmhouse i Klippinge.
1. STOP: VALLØ SLOT
Man er kun lige nået uden for Køge inden første seværdighed dukker op: Vallø Slot. Man kan ganske vist ikke komme ind på selve slottet, men er velkommen til at spadsere en tur i den smukke slotspark:

Turen fortsætter videre ad idylliske markstier og øde småveje:


2. STOP: STEVNS FYR
Snart kan man dufte havet og ganske rigtigt, endelig dukker kysten og Stevns Fyr op:


3. STOP: STEVNS KLINT
Herefter blev det tid til mit første møde med UNESCO-attraktionen Stevns Klint, der bestemt ikke skuffede:

Den lange og stejle trappe ned til stranden foran klinten kan dog næppe anbefales til små børn eller dårligt gående:

For alle andre byder stranden til gengæld på den perfekte frokostplads med udsigt:

Sidder nogen derude og drømmer om en borgerlig vielse i spektakulære rammer, kan jeg for resten afgjort anbefale Højerup Gamle Kirke. Den fredede kirkeruin ligger helt ude på kanten af den 30 m høje klint med en fantastisk udsigt over Østersøen og Stevns Klint. Af samme grund valfarter efter sigende både danske og udenlandske brudepar til kirken - trods alt ret cool at være blevet viet midt i et UNESCO verdensarv-område:



Når man har set sig mæt på kirken og klinten kan man evt. besøge stedets restaurant eller iskiosk, hele området emmer i den grad af stråtækt idyl:

Fra klinten fortsætter ruten videre forbi den ene maleriske stokrose- og bindingsværkskombination efter den anden:

4. STOP: RØDVIG
Fra Klinten er der kun ca. 10 km til Rødvig. Her byens vartegn, den hvide flinteovn på havnen:

Efter den 38 kilometers cykeltur glædede jeg mig afgjort til en dukkert, men havde ingen særlige forventninger til Rødvig Strand. Desto mere overrasket blev jeg, da jeg svingede ind på følgende fænomenale drømmestrand:


2 min. gang fra stranden kan sultne badegæster gå om bord i iskager og fish and chips i Rødvig Havn:

Er helt sikkert nødt til at komme tilbage til dette Sydsjællands Copacabana, trods alt kan man jo bare tage toget hele vejen frem og tilbage, hvis man ikke lige orker/har tid til cykelturen:

I hvert fald fløj tiden alt for hurtigt afsted på denne skønne dag, tid til at vende snuden hjemad mod Sydhavnen. I det mindste kan man nyde havudsigten helt til sidste sekund:

5. STOP: JOMFRUHUMMERFEST PÅ ALTANEN :)
Som et lille ekstra tip kan jeg virkelig anbefale et stop hos Fiskemanden på Nørre Blv. 62 i Køge. Regnede egentlig med at jeg kunne købe frisk fisk i Rødvig, men lige den dag var udvalget hos fiskehandleren på havnen i hvert fald forsvindende lille. I Køge var der til gengæld et kæmpe udvalg og super service, hvilket garanterede den perfekte afslutning på en helt igennem perfekt dag:

Praktiske links: