KATTEGATTLEDEN
Turtidspunkt: Sep 2020, maj 2022
-
Hvad: Officiel cykelrute fra Helsingborg til Göteborg på 390 km
-
Transport: fleksibelt startpunkt/slutdestination, da der ligger flere stationsbyer langs ruten
-
Fedt fordi: meget lidt trafik, smuk og afvekslende kyststrækning, PERFEKT skiltning
KATTEGATTLEDEN DEL 2
Etape 5- 8: Halmstad - Göteborg, 230 km
(Dette er en fortsættelse af Kattegattleden del 1 (Helsingborg til Halmstad)
DAG 3: HALMSTAD - OLOFSBO 61 KM
Æv, denne dag bød på masser af blæst og byger, her er det badebyen Tylösand i stiv kuling (hvor Per Gessle fra Roxette har sit berømte spahotel, bl.a. findes der ifølge hjemmesiden simpelt et konferencelokale "med Per Gessle som tema" - tjek det ud her). På en dejlig sommerdag kan man bade og surfe her, ligesom der er flere spisesteder med udsigt over stranden.
På mindre blæsende dage ville man også kunne holde en fin bade- og frokostpause ved næste idylliske stop på ruten: Steninge Havsbad, hvor man bl.a. kan gå ud til øen i baggrunden ad en smal landtange. Desuden ligger der her også et virkelig fint overnatningssted med restaurant: Steninge Kuststation, som helt sikkert også er et besøg værd.
Eftersom Kattegattleden forløber langs kysten det meste af tiden kommer man forbi masser af fine strandafsnit med gode bademuligheder undervejs, her er det den berømte Skrea Strand lige før Falkenberg.
Et godt frokosttip i Falkenberg er pizzariet Lilla Napoli, der er kendt for sin kompromisløse tilgang til pizza. Alene det faktum at de har næsten 60.000 følgere på Instagram siger vist en hel del..! (ret vildt for et lillebitte pizzaria alligevel).
Der er indtil flere campingpladser i Falkenberg, men det er desværre kæmpestore pladser af den ucharmerende slags fyldt med autocampere og biler. Vi skyndte os derfor videre til Olofsbo Camping, der netop markedsfører sig som noget så sympatisk som en campingplads for cykelturister, dvs. med gratis udlån af cykelværktøj og pumpe, vaskeplads, mobilopladning osv. Og som om det ikke var nok.... Trubadur hver aften!
Det viser sig at cyklisterne har deres helt egen vindbeskyttede æblehave på Olofsbo Camping, ja tak!
Komplet med borde, bænke og opladningsstik til fri afbenyttelse. På selve campingpladsen er der desuden en pizzabar (men det er her trubaduren huserer, så kør evt. takeaway eller spis tidligt. Bare et tip). Øl må absolut kun drikkes på restauranten, så sørg evt. for at proviantere vin i Falkenberg (kolde cykeløl lykkedes det os ikke at opdrive i nogen butikker, men der er adgang til køleskab med fryser på campingpladsen).
Alternativt - og hvis man er klar på en lille afstikker på ca. 15 km - kan jeg anbefale det fantastiske luksusshelter Gullis Skjul, hvor du ligger bekvemt i en rigtig seng i et stort, lukket shelter med glasfront. Der er adgang til toilet og et fuldt udstyret udekøkken. Læs mere og book her.
På udkig efter et højere komfortniveau? Så kan du simpelthen vælge at overnatte i en vaskeægte mølle hos Kvarnens Pensionat, der ligger lige ved siden af campingpladsen i Olofsbo. Vælg mellem alm. dobbeltværelser, eller book hele møllen for jer selv (inklusive sauna, det er faktisk ikke så dyrt om det måske lyder), der er også restaurant på stedet.
DAG 4: OLOFSBO - ÅSA 63 KM
Alt efter hvornår du kommer afsted fra Olofsbo kan jeg virkelig anbefale et frokoststop hos Joels Brygga i Träslövsläge (Kattegattleden fører direkte forbi). Restauranten har fuldt fortjent fået en plads i White Guide, og der er da også virkelig tale om den fineste fiskerestaurant med flot udsigt, personlig betjening og absolut rimlige priser. Et andet White Guide-tip i nærheden er Spiseriet lige syd for Varberg, der har til huse på en gammel gård og serverer nordisk køkken lavet på lokale råvarer.
Næste højdepunkt på denne strækning er helt klart surferparadiset Apelviken.
Stop endelig for en omgang mys hos Brittas Strandveranda (Kattegattleden fører direkte forbi).
Simpelthen det skønneste sted! Desværre var det (igen) blæsende og koldt på denne augustdag, derfor den affolkede tilstand. På varme dage eller lyse sommeraftener må man da helt sikkert kæmpe om en plads i skyggen af palmerne. Vi drak kun kaffe, men man kan også sagtens spise hos Brittas.
Vel fremme i Varberg holdt vi er herligt frokoststop hos Kärleksparken, der selv præsenterer sig som "Varbergs nya pärla vid havet" og bl.a. server spicy fisketacos, perfekte sød kartoffel-fritter og kolde øl.
Varberg er kendt for sit historiske kallbadhus, og på en blæsende og kold dag som denne (15 grader, suk), var beslutningen om at aflægge badeanstaltens varme saunaer hurtigt taget.
Kan virkelig anbefales, så skønt at blive varmet godt igennem med denne udsigt. Det skal lige siges at de to saunaområder for hhv. mænd og damer er nøgensaunaer og derfor adskilt (man kan dog også sagtens være påklædt). Vil man ikke bade, kan man også bare nøjes med at besøge den fine gamle café i badehuset (komplet med salg af badehus-merch!).
Dagens campingplads - Åsa Camping & Havsbad - var en anbefaling fra ejeren af den sidste campingplads, da de her også har et særligt tilbud til cykelturister: et fint lille udsigtsklippetop, hvor der ligesom i æblehaven hos Olofsbo Camping kun er adgang for cykelturister (Kattegattleden fører virkelig også direkte forbi).
Nu var vejret jo desværre elendigt, men ellers havde der ikke været langt til et dejligt morgen- eller aftenbad. I den lille by Åsa er der desuden talrige restauranter og caféer, så vældig livligt sted i sommerperioden. Man kan desuden leje SUP-boards direkte på campingpladsen.
Havde vejret være bare nogenlunde kunne man have nydt en herlig aftensmadpicnic her, 2 min. gang fra campingpladsen.
DAG 5: ÅSA - GÖTEBORG 75 KM
Den første halvdel af dagens strækning var ikke videre spektakulær, så vi tog en lille afstikker til halvøen Särö. Her kan man bade og besøge det gamle stationshus Blomstermåla til en kop kaffe eller frokost. For nylig så jeg nogle fantastiske billeder fra Särö Västerskog - der ville jeg gerne have været forbi og det var egentlig også ca. sådan noget jeg havde forestillet mig ud fra kortet, æv! Men nu er tippet i hvert fald givet videre.
Next stop Göteborg! Virkelig fin indkørsel til byen og se engang- solen skinner.
Der er kun to campingpladser i Göteborg (Lisebergsbyns Camping og Lisebergs Camling Askim Strand), og de er begge drevet af Liseberg forlystelsesparken. Det mest centrale var fuldt booket, men det lykkedes os at få plads på den anden campingplads i udkanten af byen ved Askim Strand (dog stadig 15 km fra centrum, så ikke ligefrem oplagt til en glad aften i byen). Sørg under alle omstændigheder for at bestille plads, eftersom der ikke overraskende er rift om pladserne her i sommermånederne.
Det er to fine bademuligheder tæt på campingpladsen; både et klippebad:
og så det store Askimsbadet med grillpladser, fodboldbaner, omklædningsrum osv.
DAG 6: GÖTEBORG
Fremme! Herfra kan man selvsagt tage toget hjem (eller f.eks. videre til Oslo). Eller man kan...
Sætte sig godt til rette i en liggestol på Skeppsbron (Stenpiren) og vente på den næste båd ud i skærgården. Götebörgs sydlige skærgård er nemlig bilfri og egner sig dermed perfekt til øhop med cykel og telt, læs mere her.
HEY HVAD MED ALLEMANDSRETTEN? ER DER IKKE FRI TELTNING PÅ RUTEN?
I princippet jo, men Skåne og Halland er meget tæt bebygget, især selvfølgelig på de attraktive områder ud til kysten. Det gør det temmelig svært at finde egnede områder til fri teltning, da stort set alle bare nogenlunde egnede områder er enten: naturreservat, beboelse eller landbrug. Man vil helt sikkert godt kunne mose sig ind i et utiltalende buskads eller skovstykke undervejs, men drømmen om en ensom og idyllisk plads med havudsigt kom vi absolut ikke i nærheden af på denne rute (og vi holder ellers meget af fri teltning og holdt absolut øjnene åbne). Teltning forbudt-skilte så vi til gengæld rigtig mange af:
Heldigvis ligger der en del shelters langs ruten, tjek deres placering på Vindskyddskartan, og ellers var vi nu også ganske tilfredse med de campingpladser vi sov på, vores drøm om uforstyrrede teltpladser fik vi til fulde opfyldt i skærgården efterfølgende.
Gå tilbage til Kattegattleden del 1 her.