FLYDENDE SHELTERS OG SHELTERS MED HAVUDSIGT
-
Hvad: Fantastiske shelters på og ved vand
-
Hvor: Sjælland og Sverige
-
Fedt fordi: Hvem kan få nok af havudsigt?

SHELTERS PÅ OG VED VAND
Aldrig gå ned på havudsigt!
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed...
Når det gælder disse havshelters må det være helt legalt at kaste om sig med ejendomsmæglerjargon af værste skuffe: havkig, bølgeskvulp, vandkantsidyl og andre slidte branchemetaforer kommer nemlig i den grad til deres ret her! Alle shelters på listen er gratis at benytte, med mindre andet er angivet.
#1: DEN FLYDENDE LEJRPLADS MØLLEKROGEN | ROSKILDE FJORD
Dette flydende shelter befinder sig i nationalparken Skjoldungernes Land ud for den lille havn Møllekrogen i Roskilde Fjord. Shelteret har plads til to personer.
I modsætning til andre flydende shelteres er der her tale om en opklappelig bivuak (du får koden til hængelåsen når du booker), som altså er lukket når shelteret ikke er i brug. Konstruktionen fungerer da som en flad ponton, hvor f.eks. kajakroere kan holde pause, ligesom den rent optisk fylder mindre i landskabet.

Du skal selv kunne komme ud til shelteret, og med mindre du har eget fartøj har du to muligheder: du kan svømme fra havnen og medbringe dine ting i en dry bag. Svømmeturen er kort og denne løsning fungerede upåklageligt under mit besøg.

Eller du kan låne en af nationalparkens gratis kanoer (låses op ved at sende en sms til de angivne nummer, hvor man så får en kode til låsen retur). Der er reb til fastgørelse af kano/kajak ude på shelteret.

Kanoen giver dig desuden mulighed for at tage på aftentur og udforske omgivelserne. På denne tur var jeg dog alene afsted og havde derfor ikke mulighed for at bakse rundt med en stor og tung kano. Men der var rigtig godt gang i kanoerne, så der er tydeligvis mange som kender og benytter dette virkelig fine tilbud. Kanoerne kan ikke reserveres.

Ang. faciliteter er der toiletter, grill og skraldespande på land, desværre intet vand.
Åbn shelterets placering i Maps: Shelter Møllekrogen
Book den flydende lejrplads: Friluftsdata
Aktiv ankomst: ad cykelruten Fjordstien fra Roskilde eller Frederikssund
Dette shelter er meget populært og normalt fuldt booket hele sommeren, men fortvivl ikke: Mange booker i rigtig god tid, og får derfor måske andre planer i mellemtiden. Selv fandt jeg pludselig en ledig fredag i strålende solskinsvejr, så det er bare med at tjekke kalenderen med jævne mellemrum, du kan sagtens være heldig.

#2: DET FLYDENDE SHELTER HAVHYTTEN | FREDERIKSVÆRK
Lejrpladser med havudsigt har altid været eftertragtede, så hvorfor ikke slet og ret overnatte direkte på vandet med 360 graders havudsigt til alle sider? Det må de have tænkt i Halsnæs Kommune, hvor de har anlagt hele to flydende shelters i fjorden til fri afbenyttelse. Havhytten her kan bookes online hos friluftsdata (det er gratis).


Læs meget mere om oplevelsen her: Overnatning i havhytten juli 2021
#3: DET FLYDENDE SHELTER ARRESØ
Halsnæs' flydende shelter nummer to ligger i Arresø ud ud for Naturcenter Auderød på den lille halvø, Arrenæs, tæt på Frederiksværk. Som ved de andre flydende shelters skal du selv kunne komme ud til shelteret. Vandkvaliteten i søen er dog så dårlig (pga. algevækst) at badning frarådes, og løsningen med at svømme med dry bags kan derfor ikke bruges her. Samtidig kan man jo så hellere ikke bade fra shelteret :(
Nok af samme grund finder du langt flere ledige tider her, book hos Friluftsdata.

#4: BLUE RAFT: FLYDENDE SHELTER | KØBENHAVN SYDHAVNEN
Holdet bag Det Flydende Shelter lover intet mindre end bynaturoplevelser i særklasse og minder for livet. Til dette formål udlejer de to shelters med plads til hhv. 4 og 6 personer i Teglværkshavnen.
I modsætning til kommunernes gratis shelters (som dem ovenfor), er disse kommercielle shelters udstyret med bl.a. madras, aflukket sovesektion, separat sektion med felttoilet samt USB-strømudtag. Dette afspejler sig selvfølgelig også i prisen:
Blue Raft 1: plads til 4 personer (priser 2025)
Fredag - Søndag 1499 kr.
Søndag - Fredag 999 kr.
Højsæson: 30. juni - 30. august
Alle dage 1499 kr.
Blue Raft 2: plads til 6 personer (priser 2025)
Fredag - Søndag 2499 kr.
Søndag - Fredag 1499 kr.
Højsæson: 30. juni - 30. august
Alle dage 2499 kr.
NB: Robåd og paddle boards medfølger i prisen og kan bruges i hele lejeperioden. Siden jeg tog disse billeder har hvert shelter også fået tilføjet et stort flydende soldæk med badestige. Tjek hjemmesiden for flere detaljer her.
Aktiv ankomst: med kajak eller SUP
Åbn i Google Maps


#5: RØSNÆS FYR SHELTER | RØSNÆS
Ligger helt ude på spidsen af Røsnæs mindre end 5 meter fra vandkanten og er bygget direkte ind i skrænten. Noget vejrudsat position selvsagt, men sikke en solnedgang man kan opleve fra soveposen. Foran shelteret er der en lille bålplads af sten, mens der ved fyret er toilet og café (ved dog ikke om toilettet er åbent uden for åbningstiden). Kan ikke forhåndsbookes og er ikke overraskende meget populært. Skulle det være optaget er der heldigvis andre shelters i området, se dem på et kort her. Herudover er der også Røsnæs Naturcamping Elverdam.
Aktiv ankomst: Ad cykel/vandrestien Røsnæs Rundt. Åbn i Google Maps

#6: SHELTER VED MOSSBYSTRAND | SKÅNE
Ca. 14 km syd for Ystad ligger dette fantastiske udsigtsshelter direkte ud til Mossbystrand, komplet med bålsted, bord og bænke (og et offentligt toilet tæt på sågar). Shelteret kan ikke bookes.


Forplejningstip: Ikke langt derfra i den lille havneby Abbekås ligger Bongskahuset med vildt god restaurant, hyggelig gårdhave og et lille kvalitetsbageri med rigtig god kaffe, så stop endelig her på vejen til eller fra shelteret.
Aktiv ankomst:
På cykel ad Sydkustleden, etape 2 mellem Trelleborg og Ystad fører direkte forbi.
Til fods ad Skåneleden, etape 2: Mossbystrand - Bingsmarken
Nærmeste togstation: Svarte, ca. 7 km væk
Åbn præcis placering i Gooogle Maps eller søg på Lägerplats Osmarken.
#7: SHELTER MED HAVUDSIGT I DOMSTEN (KULLENHALVØEN)
Ca. 15 km nord for Helsingborg ligger dette fine shelter med badestrand, bålsted og grill. Kan ikke bookes.
Aktiv ankomst: På cykel ad Kattegattleden, der fører direkte forbi.
Koordinater: 56.1252,12.5988, åbn i Gooogle Maps eller søg på Lägerplats Domsten.

#8: SHELTERS I BOSERUP SKOV | ROSKILDE
I Boserup Skov tæt på Roskilde finder du intet mindre end fem shelters, alle med idyllisk beliggenhed ud til vandet. Nås til fods eller med cykel ad en fin skovsti langs vandet. Der er grillpladser ved alle sheltre og i alt to muldtoiletter tæt på.

Du er aldrig langt fra en lillebitte uforsyrret sandstrand i Boserup Skov.

De fem shelters kan ikke bookes, du finder dem her:
Shelter 2+3 (fælles grillplads)
Shelter 4 (vist ovenfor)
Aktiv ankomst: ad cykelruten Fjordstien fra Roskilde.
#9: LEJRPLADS MARSTRAND
Denne HELT fantastiske lejrplads ligger godt nok lidt længere væk, men er så fantastisk at den alligevel fortjener en plads på listen. Shelteret ligger på skærgårdsøen Marstrandsön lidt nord for Gøteborg. Det kan ikke bookes.
Aktiv ankomst: Shelteret nås kun ad vandrestien PromeMare, så ingen mulighed for at køre eller cykle dertil. Læs mere om vandrestierne omkring Marstrand her.

