top of page

SPAHOTEL SKANSEN BÅSTAD

Besøgstidspunkt: Januar 2020

IMG_3602 (1).JPEG
  • Hvad: velrenommeret spa i Sydsverige med kallbadhus/havadgang i tennisbyen Båstad

  • Transport: 156 km/knap 2 timers bilkørsel fra København / ca. 2 timer med direkte tog

  • Prisniveau: fra ca. 1500 SEK per person for klassisk spapakke med middag og morgenmad

Hotel Skansen i Båstad er først og fremmest kendt for sit ikoniske kallbadhus, der på diverse reklame/dronefotos nærmest ligner en caribisk feriedrøm på pæle. I virkelighedens verden befinder vi os på svensk terræn, og Øresunds dominerende nuance er umiddelbart noget tættere på blågrå end smaragdgrøn.

Det gør dog ikke oplevelsen af at sidde 60 meter ude i (vinter)havet mindre, og selvsagt har man en fantastisk udsigt fra alle rum. Allerforrest er der en terrasse med et lækkert varmtvandsbassin (38 grader), hvorfra man alt efter tidspunkt på dagen kan nyde vinternatten eller havudsigten. Det samme gør sig gældende fra de tre saunaer (dame- og herresauna plus fællessauna) samt pejsestuen, hvor der kan købes lette snacks og drikkevarer. Her må jeg dog give minuspoint for den kunstige/elektriske kamin, det er altså bare ikke det samme og skurrer noget i forhold til den historiske og naturbetonede arkitektur.

Til gengæld giver jeg pluspoint for badetøjspolitikken, der burde gøre det muligt for alle at få en god oplevelse. Foretrækker man en tekstilfri saunaoplevelse kan man vælge mellem den separate herre/dame-sauna, mens det er påkrævet at bruge badetøj i fællessaunaen (og varmtvandsbassinet).

På den svenske side står der godt nok at man altid skal være nøgen i herre- og damesaunaen, men mon ikke de har fundet ud af at de færreste danskere finder al den nøgenhed specielt attraktiv? i hvert fald hedder det på den danske side at man helt selv må vælge:


I Kallbadhuset vælger du selv, om du vil bære badetøj eller foretrækker at være nøgen. Det er kun i udendørspoolen samt i fællessaunaen, at der altid skal bæres badetøj.

Kan afgjort anbefale et besøg i de kolde vintermåneder, her god stemning en mørk og blæsende januaraften:

skansen_båstad

Udover kallbadhuset rummer hotellet en helt ny rooftop spa, som var i fuld gang med at blive bygget da vi var der i januar 2020. Den kan jeg af samme grund derfor ikke sige noget om, men ifølge websitet kan man bl.a. slænge sig i udendørs infinitypool og boblebad med havudsigt.

Hotellets indretningsdesign har et moderne og måske lidt businessagtigt præg:

skansen båstad hotel

Udsigten fra værelserne er selvsagt i top:

båstad_skansen

(om end jeg altid glemmer at det egentlig ikke kan betale sig at investere i et værelse med havudsigt i vintermånderne, da det jo alligevel nærmest er mørkt når man tjekker ind).

Under alle omstændigheder er der selvsagt havudsigt fra morgenmadsrestauranten, der bl.a. imponerer med separat vaffel/pandekagebar.

Aftensmaden spises i hotellets hyggelige restaurant Sand, der disker op med retter fra det moderne svenske køkken, helt i tidens trend selvfølgelig lavet på lokale og sæsonbestemte råvarer. 

AKTIVITETER I OG OMKRING BÅSTAD

Hotellet er vært for den årlige sportsbegivenhed Swedish Open og har sit helt eget tennisstadion:

båstad_tennis

I det hele taget har hotellet stort fokus på sport og aktive naturoplevelser, idet Bjärehalvöen er kendt for sin storslåede natur og sine mange golfbaner. Fx kan man booke en vandrepakke, hvor man vandrer fra Torekov til Båstad via Skåneleden. Etapen er på 24 km og går bl.a. gennem de dramatiske røde klippelandskaber i Hovs Hallar og forbi det overdådige parkanlæg Norrvikens Trädgårdar.

 

Torekov er ligesom Båstad en livlig ferieby, og også her finder man et lækkert spahotel. Her kan man altså få en virkelig fin spaweekend i Sydsverige med masser af natur, motion og spaforkælelse. Har ikke selv prøvet denne kombination, men lyder bestemt tillokkende. Der går bus mellem Torekov og Båstad, så det er ikke noget problem at komme tilbage til udgangspunktet efterfølgende.

Jeg har cyklet igennem begge byer via Kattegattleden, her et par billeder fra Torekov i september:

torekov
torekov_sverige

Selvsagt kan man også overnatte på Båstad Skansen i forbindelse med Kattegattleden, man kunne fx uden tvivl få en fantastisk forårstur (altså inden det bliver alt for varmt til at nyde saunaerne og varmtvandsbassinerne).

Kører man med bil til Båstad Skansen fra København, vil jeg desuden helt klart anbefale et stop i naturreservatet Kullen på vejen, helt perfekt at blive godt blæst igennem inden sauna og varme bade:

kullen

SÅDAN KOMMER DU TIL BÅSTAD

Du behøver ikke bil for at komme til Skansen Båstad, du kan nemlig køre med øresundstoget hele vejen. Rejsen tager ca. 2 timer. Fra togstationen i Båstad går der bus direkte til hotellet i tilslutning til alle togankomster (koster ikke ekstra), stoppestedet hedder Båstad Torget og turen tager kun ca. 10 min.

Vil man kombinere spaopholdet med Skåneleden, vil det mest praktiske være at skifte i Helsingborg og tage toget herfra til Förslöv Station. Herfra er der 23 minutter med bus til Torekov. I alt tager turen 3 timer. Selve vandreturen herfra til Båstad burde tage omkring 7 timer. Fra Båstad tager man toget hjem til København. 

bottom of page