top of page

CYKELFERIE I SVERIGE PÅ SYDOSTLEDEN

Turtidspunkt:  juni 2022, oktober 2022

  • Hvad: Officiel cykelrute på 274 km

  • Hvor:  Fra Växjö til Simrishamn

  • Fedt fordi: Virkelig afvekslende rute med både dybe skove,  skærgård,  naturreservater og de smukkeste strande

  • Flere topidylliske teltpladser undervejs

sydostleden

SYDOSTLEDEN: PÅ CYKELFERIE GENNEM
SMÅLAND, BLEKINGE OG SKÅNE

Jeg har prøvet mange skønne cykelruter, men Sydostleden må nu nok være min favorit. Årsagen? Den er virkelig afvekslende og på sine steder helt eksotisk, og første gang man cykler den tænker man egentlig bare "WOW!" stort hele vejen igennem. Læg hertil indtil flere virkelig magiske teltpladser i det fri, og du har opskriften på et helt fantastisk sommereventyr på to hjul (har faktisk også cyklet noget af Sydostleden i oktober, hvor jeg fortsatte til naturreservatet Järnavik nord for Karlshamn og tog en shelter-overnatning i minusgrader, også en kæmpe oplevelse).

Planlægger du at holde cykelferie i Sverige er Sydostleden kort sagt et virkelig godt bud.

Kort og praktiske informationer om cykelbillet osv. finder du i bunden af denne side.

Bemærk: Sydostleden egner sig også fremragende til dags- og weekendture fra København, da der er flere stationsbyer langs cykelruten (Simrishamn, Kristianstad, Sölvesborg, Karlshamn og Växjö – bortset fra Simrishamn er der direkte øresundstog til dem alle). Jeg har af samme grund inddelt etaperne så de går fra stationsby til stationsby, fremfor at følge Sydostledens officielle etapeinddelinger.

Det giver nogle lidt længere etaper på ca. 100 km, men selvsagt kan man opdele dem helt som man vil, så man får den ønskede længde (jeg giver forslag til overnatningssteder undervejs, så man kan halvere længden ved behov).

SYDOSTLEDEN ETAPE 1: SIMRISHAMN - KRISTIANSTAD: 103 KM

Denne etape er helt klart min favorit på hele Sydostleden (egner sig også fremragende som dags- eller weekendtur), her kommer du nemlig både forbi nationalparken Stenshuvud, det fine naturområde Friseboda og den livlige sommerby Åhus. Straks uden for startpunktet i Simrishamn viser landskabet sig fra sin mest indbydende side (man kan lige ane havet i baggrunden bag alt det gule):

sydostleden
tobisvik

Og snart efter Vårhallarna,  hvor en række sært formede sandstensklipper strækker sig ud i havet (Vårhallarna er ikke skiltet og kan ikke ses fra cykelstien, så tjek lige på Google Maps for ikke at misse dette spændende geologiske fænomen):

vårhallen

Er du kommet tidligt hjemmefra? Så tank pandekageenergi hos Franskans Crêperie, der selv betegner sig som et "bondromantiskt crêperie på Österlen" og ligger i Rörum ca. 12 km fra Simrishamn:

sydostleden

Snart når du lagunen med det solgule sand ved Tobisvik (og som om det nogensinde er for tidligt til et badestop):

Snart efter kommer du til endnu et højdepunkt, eller i hvert fald næsten, et besøg i Stenshuvud Nationalpark er nemlig en lille afstikker fra ruten. Vil du besøge nationalparken skal du blive på Stenhuvudsvägen, ellers følger du Sydostledens 

officielle rute og drejer fra ad Svabeholmsvägen. Kan dog virkelig anbefale et besøg i nationalparken, også gerne med en overnatning, der er en gratis teltplads i udkanten.

AFSTIKKER TIL STENSHUVUD NATIONALPARK

Stenhuvud Nationalpark blev indviet i 1986 og breder sig over beskedne 400 hektar (til sammenligning er f.eks. Dyrehaven med sine 1.000 hektar over dobbelt så stor), til gengæld er der så også makset ud på herlighed i hver eneste kvadratmeter. Faktisk ligger Sveriges angiveligt smukkeste strand i direkte forlængelse af nationalparken, ligesom man fra toppen af den 94 meter høje klippetop Stenshuvud har en fantastisk udsigt over Hanöbugten:

Man må absolut heller ikke snyde sig selv for en gåtur ned til nationalparkens eksotiske drømmestrand (det grønne punkt i baggrunden er klippetoppen ovenfor)

stenshuvud_strand_edited.jpg

OVERNAT I STENSHUVUD NATIONALPARK

Og det bedste af det hele? Man kan overnatte direkte i nationalparken på en lille teltplads ved den nordlige indgang (strengt forbudt i resten af nationalparken). Klik på billedet for den nøjagtige placering i Google Maps:

ÆBLE (OG REJE)PARADISET KIVIK

Efter Stenshuvud Nationalpark kommer man til Sveriges most- og cidercentrum nummer 1: Kivik. Her kan du komme til æblemarked i september (bl.a. med præsentation af en giga æblemaleritavle, faktisk mere imponerende end det lyder, kig her, så får du se). Besøg evt. Kiviks Musteri lidt uden for byen, hvor du kan prøvesmage most, cider og spise frokost i Restaurant Kärnhuset (hvad ellers..).

Er du ikke kæmpe fan af æbler? Så bare fortsæt direkte videre ind til centrum af den charmerende sommerby Kivik, hvor du hos Buhres Fiskerestaurant kan stille sulten med en herlig räklåda og andre friskfangede lækkerier:

räklåda_edited.jpg

OVERNATNINGSMULIGHEDER I OG OMKRING KIVIK

Hvis du gerne vil bruge tid på Stenshuvud Nationalpark (der er flere kortere vandrestier i parken, ligesom du når Sveriges angiveligt smukkeste strand, Knäbäckshusen direkte i forlængelse af nationalparken), kan du evt. overveje en overnatning i eller omkring Kivik. I to helt forskellige ender af spektret finder du et shelter DIREKTE ud til vandet i Kivik, eller du kan forkæle dig selv med en nat på spahotellet Kiviks Hotell, eller dette fine badehotel i nærliggende Vitemölla (point for simpelthen at have sikret webadressen www.badhotell.com):

Der findes desuden også en campingplads i byen: Kiviks Camping. Det sidste - og helt klart mest spektakulære overnatningstip i dette område - er Ravlundafältet ca. 10 km nord for Kivik. Her kan du frit slå dit telt op på en lang savanneagtig græsstribe højt over havet med en fantastisk udsigt over Hanöbugten:

ravlunda_tälta

Vær dog opmærksom på at Ravlundafältet har status som skydefelt og ofte bruges af hæren til øvelser. Under skydeøvelserne er området selvsagt spærret for offentligheden,  tjek derfor altid forsvarets øvelseskalender inden du tager afsted her.

 

Læs mere om oplevelsen hos svenske UtiSyd, hvorfra jeg også har lånt billedet: 

RAVLUNDAFÄLTET: TÄLTA HÖGT ÖVER HAVET

(jeg idiot havde nemlig åbenbart ikke fået tjekket kalenderen ordentligt, så da vi nærmede os syntes jeg godt nok at det buldrede og bragede noget.. Ja, det var så lukket for øvelse :( Men sommer 2023 vender vi stærkt tilbage!

To øvrige overnatningsmuligheder ved Ravlunda er det gamle Ravlunda Bränneri fra 1907 og STF's vandrehjem Skepparpsgården. Hvis du vælger at cykle via Ravlunda (med eller uden overnatning), barberer du desuden ca. 20 km af ruten (et ret kedeligt stykke anyway), og når dermed op på en samlet etapelængde på ca. 85 km).

Du støder så bare til Sydostleden igen i Brösarp:

ravlunda_telt.jpg

Forlad i så fald evt. allerede Sydostleden i Kivik, hvor du kan følge strandstien hele vejen til Haväng og Ravlundafältet, læs mere om denne afstikker her.

Fra Brösarp forsätter Sydostleden videre forbi bl.a. Brösarp Backar med klassiske røde træhuse langs vejsiden en masse, rent postkortsverige kort og godt:

sydostleden

FRISEBODA: NATURPARADIS MED VIDTSTRAKTE SANDSTRANDE

Allerfinest bliver det dog når man cykler ind i det kystnære naturreservat Friseboda, som Sydostleden passerer direkte igennem (kun adgang til fods eller på cykel):

frisaboda_edited.jpg

Selvom Friseboda har status som naturreservat må man gerne slå telt op her (men drop bålet) – var det f.eks. noget med din helt egen havudsigtsplads her for natten? Læs mere om Friseboda og gældende regler hos Stiftelsen Skånska Landskap.

Fik jeg sagt paradisstrand? Minder en del om strandene i f.eks. Portugal ift. sandets kvalitet og gyldne farve, men det er altså bare Skåne.

Vil du opleve et skud lokalkolorit kan du forsøge at time din tur med ålesæsonen. Kysten mellem Åhus og Haväng er nemlig kendt for sine mange åleboder, hvori der diskes op med diverse ålespecialiteter (dertil snaps) til de årlige ålegilder:

åleboda

ISBÅD OG VODKAMUSEUM: VELKOMMEN TIL ÅHUS

Efter alle de underskønne naturområder tager Sydostleden nu en afstikker til byen, nærmere bestemt den hyggelige kystby Åhus , her er det havnepromenaden:

Man har vel fortjent en is på Glassbåten efter alle de kilometer?

En dukkert på den populære strand med det sigende navn "Täppet" og/eller en tur ud på den 120 m lange badebro Åhusbryggan udgør også et dejligt pausestop: 

sydostleden

Må indrømme at jeg aldrig har brugt mig om spiritus, men har man gode minder om Absolut Vodka vil man sikkert nyde en rundtur på Absolut Home - museet bag den ikoniske vodka.

Ellers fortsætter turen til stationsbyen Kristianstad, hvorfra man kan komme hjem til Danmark med direkte øresundstog, eller man kan nyde en forfriskning hos f.eks. hyggelige Flabben Fornstugan i den centralt beliggende Tivoliparken:

flabben

Vil man overnatte i Kristianstad foreslår jeg en 10 kms afstikker til dette fantastiske shelter i Österslöv: (klik på billedet for at læse mere og få den præcise placering) 

En anden spektakulær overnatningsoplevelse tæt på Kristianstad, bare med et noget højere komfortniveau, leveres af Bäckaskog Slot, der lover "Mystik & Romantik sedan 1200-talet". Slotshotellet er idyllisk beliggende på en lille landtange i Ivösjön, og Sydostleden fører næsten forbi.

SYDOSTLEDEN ETAPE 2:  KRISTIANSTAD – KARLSHAMN (67 KM)

Ny etape, nyt län: farvel til Skåne og hej til Blekinge!

Første højdepunkt på denne strækning er den spektakulære 760 meter lange gå- og cykelbro Sölvesborgbron over Sölvesborgsviken:

sölvesborgbron

Har man god tid, kunne man evt. tage en afstikker til øen Hanö, der afgår båd fra Nogersund. Man kan overnatte på øens vandrehjem, og så vidt jeg kan se er det også tilladt at slå telt op. Ser virkelig fantastisk ud - læs mere om Hanö her.

Ellers fortsætter turen videre til kystbyen Karlshamn, og her anbefaler jeg at man sætter god tid af til at opleve byen med Sveriges sydligste skærgård (om sommeren har skærgårdstrafiken mange daglige ture ud til øerne, og et bud på en helt igennem magisk overnatning kunne være glamping på Tärnö. Se tidstabeller for skærgårdsbådene i Karlshamn skærgård hos Blekingetrafiken.

For frokost med udsigt anbefaler jeg det afslappede spisested &VIN, der ganske passende brander sig som stedet "där Karlshamn möter havet", og hvor du kan tage din mad ud på denne store træterrasse med udsigt til Karlshamns Kastell:

&Vin

Lyst til et herligt klippebad? Så tjek Kolleviks Strand lidt uden for byen. Dette er ganske vist er en lille afstikker fra Sydostleden, men evt. kunne man overveje en overnatning her, der ligger en fin campingplads lige ud til badebugten på billedet: Kolleviks Camping.

SYDOSTLEDEN ETAPE 3:  KARLSHAMN – VÄXJÖ (108 KM)

Klippekunst uden for Karlshamn:

Efter at have passeret Mörrum følger Sydostleden den smukke vandrerute Laxaleden, der forløber langs den brusende Mörrumsån. Sidstnævnte er berømt for sine rekordstore laks og havørreder, fiskeinteresserede kan besøge Laxens Hus eller læse mere hos Mörrums Kronolaxfiske.

laxaleden.jpg

Snart forlader vi Laxaleden og slår ind på den fine cykelrute Banvallsleden, der som navnet antyder forløber ad gamle jernbanetracér forbi tidligere tiders stolte (nu lukkede) stationsbyer. Faktisk kan man følge den hele vejen fra Karlshamn i øst til Halmstad i vest (i alt ca. 250 km - tryk på billedet for info):

banvallsleden.jpg

De mange gamle jernbanebroer kendetegner Banvallsleden:

Vi befinder os nu i Smålands dybe skove - vi har nemlig forladt Blekinge og er cyklet ind i Småland (der i modsætning til Blekinge ikke er et län, men et landskabsområde/kludetæppe bestående af flere forskellige län):

Omkring Ryd fortsætter Banvallsleden vest om Åsnen, mens Sydostleden forsætter østom mod Tingsryd. Sydostleden finder dog hurtigt en ny cykelrute at slå følgeskab med, denne gang Åsnen Runt, der forløber som en rundtur på 140 km gennem Nationalparken af samme navn:

Åsnens Nationalpark er Sveriges nyeste nationalpark (etableret 2018) og består af en indsøskærgård med over 1000 øer, hvilket giver en kystlinje på 700 km. 75% af nationalparkens areal er af samme grund vand, så man er aldrig langt fra en god badeplads eller en idyllisk pauseplads med søudsigt:

lejrplads_åsnen

Eftersom området er nationalpark gælder allemandsretten ikke, og der må udelukkende camperes på lejrpladsen ved Åsnens strand ved Trollberget (som ligger på Åsnens venstre side, dvs. ikke den side hvor Sydostleden kommer forbi). Klik her for andre overnatningsmuligheder i området: Bo bra i Åsnen.

Efter at have forladt Åsnen Runt begynder vi at nærme os civilisationen igen, her en bedårende lille café i Teleborgs Naturreservat:

Lige uden for slutdestinationen Växjö ligger Teleborgs Slot, hvor man faktisk både kan overnatte og nyde en udsøgt middag - måske den helt rigtige belønning oven på knap 300 kørte km?

Fremme! Her er det byens smukke vartegn, Växjö Domkyrka:

Var turen alt for kort? Faktisk er Sydostleden en del af det sammenhængende cykelnetværk South Sweden Trails, der byder på over 900 sikre og velskiltede kilometer i naturskønne og kystnære landskaber ad nationale cykelruter. At planlægge en uforglemmelig cykelferie i Sverige kunne kort sagt ikke være nemmere.

Hvis man cykler Sydostleden i omvendt retning kan man således fortsætte turen videre fra Simrishamn til Helsingborg ad den nationale cykelrute Sydkustleden (260 km), og herfra videre ad Kattegattleden til Göteborg (390 km). Og hvis det ikke er nok, kan man tage færgen til Frederikshavn og fortsætte ned langs den jyske vestkyst ad Vestkystruten (560 km) fra Skagen til Rudbøl.

Hvem der bare havde tiden...

SYDOSTLEDEN: KORT OG PRAKTISKE INFORMATIONER

Her ses Sydostleden på kort, klik for at åbne interaktivt kortværktøj.

Her kan du downloade digitalt cykelkort: Sydostledens gpx. (åbn på mobil, ikke PC)

SYDOSTLEDEN_KORT.png

Sydostleden startes enten i Simrishamn eller Växjö, der begge nemt nås med tog fra København:

Til Simrishamn tager du først øresundstoget til Malmö Hyllie, hvor du skifter til et pågatog med Simrishamn som endestation. Turen tager i alt lidt over 2 timer, afhængigt af hvor længe du skal vente på toget i Hyllie.

Sydostleden starter direkte uden for stationen, hvor du finder et stort oversigtskort.

sydostleden_simrishamn

Vælger du i stedet at starte i Växjö er det bare at sætte dig godt til rette, øresundstoget kører nemlig direkte fra København til Växjö på 2:45 min. (ja ok, det er en meget tidlig afgang på billedet, men jeg havde sat mig for at cykle hele vejen fra Växjö til Karlshamn (110 km) på én dag, så det passede fint at være fremme ved 9-tiden).

sydostleden_tog

Cykelbilletter i Sverige:

Du skal ikke bruge cykelbillet i hverken Skåne, Blekinge eller Kronoberg, det vil sige samtlige län som Sydostleden passerer igennem. Til gengæld kræver det cykelbillet at komme over Øresundsbroen. Du køber hurtigst og nemmest cykelbilletten hos Skånetrafiken (enten i deres app eller på hjemmesiden). Du kan både købe cykelbilletten sammen med personbilletten eller alene (tryk på "Välj tilläg").

Skulle du have problemer med dette kan du i stedet købe en børnebillet til din cykel, det er samme pris (p.t. 67,50 SEK) og denne løsning er foreslået af Skånetrafiken selv, så burde være gangbar. Hos Skånetrafiken får du desuden automatisk grupperabat fra 2 personer, dvs. samme rabatpris som DSB's øresundsbillet, men bare uden at du skal rode med at finde en automat eller 7Eleven at købe billetten i.

 

Vil du købe billet til rejser uden for Skåne (f.eks. til/fra Växjö), skal du i stedet bruge SJ's app eller hjemmeside. Her kan du dog ikke købe cykelbillet til at komme over Øresundsbroen, men den kan som beskrevet ovenfor købes hos Skånetrafiken og bruges sammen med din billet fra SJ (SJ er Sveriges pendant til DSB og dækker hele Sverige). Læs mere om cykelmedtagning i Sverige her.

Cykelbilletter i Danmark:

Cykelbillet til normale rejser (dvs. ikke Øresundsbilletter eller andre specialbilletter) kan købes i DSB's app (men ikke på hjemmesiden af uransagelige årsager) sammen med din personbillet. Hvis denne mulighed ikke vises, er det fordi du ikke behøver cykelbillet på den pågældende strækning. Du kan dog som noget ganske håbløst ikke købe cykelbillet til at komme over Øresundsbroen på nettet, men kun i billetautomater eller hos 7Eleven i københavnsområdet (vær opmærksom på at Øresundbillet ikke vises i billetautomaternes menu - søg på den svenske by du vil til, så får du mulighed for at vælge Øresundsbillet enkelt eller familie). ​​

Navigation

GPX (digital cykelkort) kan downloades fra Sydostledens officielle side (har også linket ovenfor) og åbnes i din foretrukne cykelapp, selv bruger jeg Naviki. Selvom ruten er fint skiltet, er det f.eks. smart at kunne bevare overblikket over antal kørte kilometer/kilometer tilbage på dagens etape, se info om højdemeter osv.

bottom of page