top of page
72_glass_cabin
Introduktion klimsmart

Tilbage til naturen: Off grid, simple living og tiny houses

Behovet for at komme helt tæt på naturen og langt væk fra hverdagens krav om konstant tilstedeværelse og tilgængelighed har inden for de seneste år bevirket en naturlig søgning mod simple og uforstyrrede overnatningssteder i naturen. 

 

Under overskriften "Tilbage til naturen" har jeg her samlet et udvalg af de skønneste overnatningssteder i Sverige og Danmark, hvor alt andet end det allermest væsentlige er skrællet bort. På den måde bliver man tvunget til at følge naturens døgnrytme og kan under alle omstændigheder ikke liiiige svare på den mail eller besked, eftersom strøm, elektrisk lys og wi-fi i mange tilfælde ikke er en del af konceptet. Det giver god tid til nærvær og fordybelse.

Der er lavet en del forsøg med naturens effekt på stressede bymennesker, herunder konceptet 72 hours cabin, hvor netop stressede karrieremennesker boede 3 døgn i en glashytte og ikke overraskende oplevede en markant bedring af deres stressniveauer og generelle velbefindende.

 

Selvom man (gud ske tak og lov) ikke lige lever en hæsblæsende tilværelse som børsmægler, er der dog stadig alt mulig grund til at opsøge enkle og naturnære overnatningssteder, da de simple rammer slet og ret giver en helt anden og mere autentisk oplevelse, end når omgivelserne i bund og grund minder om de vante rammer hjemmefra med alle moderne bekvemmeligheder.

Samtidig udgør disse overnatningssteder et spændende bud på fremtidens bæredygtige turisme, hvor et stort ressourceforbrug ikke er en forudsætning for at skabe store oplevelser, men hvor der tvært imod gøres en målrettet indsats for at holde miljøbelastningen på et minimum. Og det gælder ikke kun under selve opholdet, men også i forhold til gæsternes rejse derhen:

Flere overnatningssteder er begyndt at tilbyde afhentning på nærmeste togstation, mens man f.eks. hos Ödevata Gårdshotell bare skal angive ankomsttidspunktet, så står der en cykel klar på togstationen og venter. Det kan man da kalde en (klima)smart løsning! 

sahlstrømsgården
Glashus

Glashus ved Ivägsjöen (Dalsland)

Har prøvet mange fantastiske overnatninger i mit liv, men dette glashus i Sverige tager nu virkelig prisen.
Grundet det transparente design har man frit udsyn til naturen udenfor, men ligger samtidig bekvemt i læ for vind og vejr. Med til glashuset hører en lille træveranda med grill og spiseplads, hvorfra der også kan bades.

Oplevelsen er virkelig naturnær, da der ikke er strøm eller andre moderne bekvemmeligheder til rådighed - morgenkaffen kræver derfor at man sætter stormkøkkenet i sving (medfølger), og skulle man mod forventning få brug for lys, er det stearinlys og pandelampe som gælder (da vi overnattede der i juni 2021 var der dog kun tusmørke i ca. 4 timer - solen stod op kl. 03:47 i følge YR - så husk endelig sovebrille!).

Morgenmaden leveres dagen før i en køletaske, aftensmaden kan evt. indtages på udlejers restaurant i Steneby Gård (ca. 1 km væk), men i grunden har man overhovedet ikke lyst til at forlade sit lille klippeparadis, så tag hellere mad med til grillen eller læns en fiskehandler på vejen (vi stoppede i Smögen på vejen op - er du vild med rejer og jomfruhummer er dette et must!). Der følger desuden to fiskestænger med glashuset, så er man en habil lystfisker kan man selvfølgelig også bare fange aftensmaden selv.

Kort sagt en virkelig unik (og ikke mindst super romantisk) overnatning i underskøn svensk natur - 5 ♥️ herfra.

Læs mit blogindlæg fra vores ophold i glashuset for endnu flere indtryk og billeder.

Mobil uden bil: 
Med tog og cykel: Tag øresundstoget til Göteborg, herfra Västtåg til Mellerud (tag ikke SJ Regional, her er ingen cykelmedtagning), herfra er der 40 km. 

Med tog og bus: Tag toget til Mellerud, herfra bus til stoppestedet Steneby vägkors, herfra er der kun 350 m til receptionen. 

Se placering på kort

Lidt for langt væk? Så se også glashusene hos  Erikson Cottage (syd for Jönköping) og Glashytten på Lolland.

TINY HOUSE MED BRÆNDEOVN HOS YDRELAND (SJÆLLAND)

Ydreland

Tiny house + strandsauna = drømmekombination hvis du spørger mig, og sådan et sted finder man faktisk under to timer fra København, nemlig YdreLand helt ude på spidsen af Sjællands Odde. YdreLand er et kreativt mødested beliggende på en to hektar stor strandgrund med egen skov ud til Sejerøbugten.

Stedet henvender sig både til almindelige overnatningsgæster og kreative sjæle med behov for et uforstyrret sted at arbejde. Man kan nemlig leje sig ind i det fine Writer’s room eller Forest room, der begge ligger i det hyggelige fælleshus med køkken, toilet og bad. Herudover er der to tiny houses på grunden, hvor man bor for sig selv men stadig har adgang til faciliteterne i fælleshuset.

Det tiny house vi boede i ligger 1 min. gang fra vandet, men føles samtidig privat og afsides, fordi man er omgivet af træer. YdreLands strandsauna er nærmeste nabo og 2 timers sauna hver dag er inkluderet i opholdet. Vi nød en herlig omgang saunagus om eftermiddagen ved ankomst og endnu en omgang næste morgen, hvilken efterårsluksus altså!

Hvad der virkelig også må betegnes som efterårsluksus er at ligge i sengen mens ilden knitrer i brændeovnen og solen går ned bag træerne. Vi elskede virkelig hvert sekund på dette magiske sted og kommer helt sikkert tilbage!

YdreLand har åbent året rundt og bookes på airbnb. Saunaen kan også bookes uden overnatning.

Mobil uden bil:
Kæmpe pluspunkt: man kan tage Kombardobussen lige til døren, for YdreLand ligger 5 min. fra Odden Færgeterminal (1:40 min fra Kbh). Hvis man gerne vil være mobil under opholdet (Havnebyen med supermarked og restauranter ligger 5 km væk), kan man leje cykler på stedet. Alternativt kan man tage toget til Højby, herfra er der ca. 25 km ad cykelrute 7, virkelig en fin tur helt nede i vandkanten meget af tiden.

Se placering på kort

WOOD WISE CABINS (DALSLAND)

Wood Wise Cabins

Forestil dig lige… at overnatte i et off grid-glashus i efterårsskoven komplet med søsauna 😍

Denne luksus kan man få hos Wood Wise Cabins i Dalsland, hvor man bor helt for sig selv ned til en idyllisk skovsø (der er kun den ene glashytte og den eneste sti dertil går gennem værtsparrets have, så man møder virkelig ingen andre mennesker her).

Med til glashuset hører en brændefyret søsauna, to kajakker og et veludstyret udekøkken, hvor man selv laver sin mad over åben ild. Man behøver dog ikke at skulle have gang i bålet for at få morgenkaffe, for man får en stor morgenmadskurv med termokaffe leveret til saunahuset hver morgen, hvor det servicemindede værtspar også lige sørger for at smide en kævle i saunaovnen, så man har lidt varme at stå op til.

Brænde ad libitum hører med til opholdet, så det er bare med at gå saunaamok, og saunagus og kolde dukkerter i søen der midt i den kulsorte natteskov var da virkelig også en absolut magisk oplevelse. Manglede egentlig bare lige at det havde været en af de der helt vilde nordlysaftener… Ej, det var simpelthen helt fantastisk som det var!

Stedet er som sagt off grid, så de eneste lyskilder er stearinlys og lommelygte. Man får sig derfor virkelig en stemningsfuld oplevelse på den mørke tid af året, når man bevæger sig rundt mellem glashuset, muldtoilettet, saunaen og udekøkkenet i den natmørke skov (de ligger nemlig et stykke fra hinanden). Efteråret er selvfølgelig også perfekt i forhold til at kunne finde svampe, åh den kantarelgryde over bål smagte godt!

Eneste minus: Wood Wise Cabins ligger desværre ikke lige om hjørnet fra Danmark, så næppe så oplagt til en weekendtur. Vi overnattede i skovparadiset i efterårsferien 2024, hvor vi var på en 5-dages tur til Sverige og dermed havde god tid til at tilbagelægge afstanden. Havde det ikke ligget så langt væk skulle vi helt sikkert herhen hvert eneste år, især søsaunaen er simpelthen uforglemmelig! 

Mobil uden bil:

Med cykel og tog: Tag øresundstog til Göteborg, herfra Västtåg til Åmål (på begge tog kan du nemt have cykel med, det kan du til gengæld ikke på SJ Regional, så disse afgange må du fravælge). Herfra er der ca. 35 km til Wood Wise Cabins.

 

Med tog og bus: Tag øresundstoget til Göteborg, herfra videre med tog til Åmål. Herfra går der bus til Bengtsfors, der ligger ca. 3 km fra Wood Wise Cabins. Hvis man aftaler det med ejeren på forhånd, kommer de gerne og henter ved busstoppestedet.

Se placering på kort

Lidt for langt væk? Så se også glashusene hos Erikson Cottage (syd for Jönköping) og Glashytten på Lolland.

GRÖNADAL BED BOAT BIKE (SMÅLAND)

Grönadal

Fineste lille natursted med mange forskellige indkvarteringsmuligheder, her kunne man nemt samle hele familien eller vennegruppen. Vi besøgte Grönadal Bed Boat Bike sidst i august 2025, hvor vi fejrede min fødselsdag med en overnatning i et af deres to små tiny houses på en bakketop. Straks ved ankomst fik vi en varm modtagelse af værtsparret (som for resten er danske), så vi straks følte os hjemme og kunne gå i gang med at udforske stedets mange muligheder: Her kan du gå i sauna, svømme i åen, sejle kano og kajak, cykle, vandre, fiske, lave mad i udendørskøkkenet, spille bordtennis eller slappe af i den hyggelige lade med spil og bibliotek.

 

Samtidig er man tæt på både Åsnens Nationalpark og Karlshamn med hele skærgården der, så der er virkelig nok at lave i området.

 

Mobil uden bil:

Øresundstog til Karlshamn, herfra er der 40 km ad Banvallsleden og Sydostleden. På hjemvejen kan man cykle ad Sydostleden og Åsnen rundt til Alvesta (herfra øresundstog hjem), virkelig fin rute.

 

Se placering på kort
 

Lillero

LILLERO: NATURHOTEL VED SEJERØBUGTEN (SJÆLLAND)

Selvom man hos Lillero sover i klassiske glampingtelte er parret bag Lillero ikke særlig vilde med glamping-begrebet, men foretrækker selv at kalde deres sted for et lille hotel på stranden. Dette giver egentlig også meget god mening, da der hos Lillero netop er tale om et helhedskoncept med fokus på lokale og bæredygtige løsninger samt faciliteter og produkter af høj kvalitet hele vejen rundt, frem for at der bare er blevet smækket et par glampingtelte op uden nærmere overvejelser.

Af pluspunkter kan nævnes morgenmadskurv på stranden, morgendukkert efterfulgt af en tur i panoramasaunaen og den lækre menu i fiskerestauranten Lillefisk. Og aftenbålet med grillede skumfiduser. Og solnedgangen på stranden.

En ekstra fed ting ved Lillero er desuden beliggenheden midt i Geopark Odsherred. Kan virkelig anbefale at udforske det bugtende og bakkede istidslandskab på cykel, den berygtede bjergrute fører stort set lige forbi. Evt. kan man køre de 20 kuperede kilometer til Havnsø og derfra tage færgen på dagstur til Nekselø eller Sejrø.

På selve pladsen er der udover adgang til sauna og fin badestrand desuden sit on top-kajakker til fri afbenyttelse. Læs også mit længere blogindlæg om Lillero for flere billeder og indtryk.

Mobil uden bil:

Det tager kun 1:20 minutter med tog fra København at komme til Asnæs, herfra er der kun en kort cykel- (eller bus)tur til Lillero.

Se placering på kort

Hppecamp

HAPPIE CAMP (FLERE LOKALITETER I HELE SVERIGE)

Happie Camp kalder sig selv for et hotel i skoven, og står klar med et absolut vindende koncept, hvor du på den ene side bor isoleret og uforstyrret midt i naturen, men samtidig nyder godt af høj komfort og smarte løsninger som f.eks. forudbestilte gourmetmadkasser. Det giver mindre planlægning og mere tid til at slappe af.

Til forskel fra mange glampingsteder er alle teltene hos Happie Camp bevidst placeret helt for sig selv uden nabotelte, og den præcise placering får du først oplyst efter booking (de fremgår heller ikke af Google Maps). Her er der altså ingen risiko for tilfældige forbipasserende eller uønsket naboskab: Man har virkelig det hele for sig selv. Uforstyrret tosomhed må da også siges at være en central del af konceptet, eftersom der kun findes topersoners telte, dvs. ingen muligheder for ekstra opredninger eller familietelte.

Vil du have det ekstra nemt, kan du bestille madkasser med til opholdet (morgenmad er under alle omstændigheder inkluderet), som kan tilberedes i det fine udekøkken med gas. Herudover er der også bålsted og brænde for ekstra aftenhygge.

Billederne her stammer fra Jangenreviret i Värmland, men der er også Happie Camps tættere på Danmark i Småland.

NB: Overnatningen hos Happie Camp var en del af et reklamesamarbeje med Visit Värmland. Læs mit blogindlæg fra turen til Värmland for flere indtryk.

Hvor:
Vælg mellem flere forskellige lokaliteter. I Småland har Happie Camp to telte ved Ängasjön (Gislaved).

Man kan ikke se den præcise placering uden at booke

Yggdrasil

YGGDRASIL IGLOO WATER HUTS (SKÅNE)

Mange har nok set de spektakulære "Aurora Huts", der i første omgang blev introduceret som panoramaovernatning i arktiske egne med gode chancer for nordlys, men som nu efterhånden også fundet vej sydpå. Således kan man nu også overnatte i aurora huts ved Ringsjön i Skåne, hvor de fotogene panoramaboliger har fået det mundrette navn Yggdrasil Igloo Water Huts. 

Yggdrasil Igloo Water Huts består af tre separat beliggende igloer, som kan lejes året rundt. Om vintern ligger de på isen, mens de om sommeren flyder på søen og er forbundet med en flydeponton, der fungerer som soldæk og landgang. Hver iglo råder over sin egen lille badestrand, SUP og grill (gourmetmadkasser kan tilkøbes). Indvendigt ser igloen ud som et kompakt hotelværelse med dobbeltseng, hvor den store panoramafront ud mod søen selvsagt udgør hovedattraktionen.

Al strøm kommer fra solceller eller biobrændsel, og værten beskriver selv sit overnatningskoncept som "en klimatsmart lyxig flytande igloo för två". Læs mere om Yggdrasil Igloo Water Huts og tanken bag denne unikke overnatning.

Mobil uden bil:

Øresundstog til Höor, herfra er der kun 6 km på cykel. Det er også muligt at tage bus (nærmeste stoppested er  Stallbacksvägen / bus 444)

Se placering på kort

yggdrasil waterhuts
Lynæs2
Lynæs

SURFSHACK PÅ STRANDEN HOS LYNÆS SURFCENTER (SJÆLLAND)

Lynæs Surfcenter ligger direkte ud til standen og har åbent året rundt. Udover surfkurser- og camps tilbyder de også flere forskellige overnatningsmuligheder, herunder surfshacks og glampingtelte (her dog kaldet tenthouses, måske for at undgå de ofte lidt negative glamping-konnotationer). Lynæs Surfcenter beskriver selv deres surfshacks som garanti for fuld plade på kontoen når der skal lægges billeder op på Instagram, og den beskrivelse må siges at være meget rammende: Man bor nemlig i en lille grøn lund med direkte udsigt til havet fra sengen.

Da vi var der sidst i august 2021 var vejret desværre ret dårligt, så vores forestillinger om at nyde solnedgangen på stranden blev der ikke noget af. Billederne her yder derfor helt sikkert ikke stedet retfærdighed. Samtidig foregår der en rivende udvikling på surfcenteret og i Lynæs i øvrigt, så der er sket en masse siden var der sidst, bl.a. er der kommet en ny restaurant, vinterophold og forskellige events til.

Mobil uden bil:

Tag toget til Hundested, herfra er der kun 3 km til Lynæs. En oplagt mulighed er at ankomme på cykel, for den fantastiske cykelrute Fjordstien fører lige forbi.

Se placering på kort

SNACKÖ CANVAS HOTELL: SUPERSUITEN
(overnat på din helt egen ø i Ålands skærgård)

Snackö

Selvsagt ligger Åland ikke lige om hjørnet fra Danmark, men vores overnatning i supersuiten var så fantastisk, at Snackö Canvas Hotell helt klart fortjener at blive nævnt her. Hvis du nogensinde er på disse kanter kan denne overnatning virkelig anbefales på det varmeste. Tror næsten at det må være vores absolutte favoritsted, og vi har ellers overnattet mange fantastiske steder gennem årene. Men det der med at være helt alene på sin egen ø med sauna og alskens komfort var godt nok forrygende 😍 (har jo tit overnattet på øde øer med kajak, men der mangler man lige saunaen og den kolde G&T fra køleskabet;))

Vi besøgte Snackö Canvas Hotell undervejs på vores cykelferie Åland rundt. hvis det også lyder som noget for dig, så tjek de mange spændende ruteforslag hos Åland Travel. Vi tog toget til Stockholm, herfra færge til Turku/Åbo. Her lejede vi cykler hos Carfield Bike Rental. Hvis du vil læse mere om vores tur Åland rundt på cykel, så klik dig gerne ind her:

Dag 1: Turku - Brännskär

Dag 2: Kirjais - Nagu - Galtby

Dag 3: Kökar

Dag 4: Kökar - Föglö

Dag 5: Föglö - Snackö

Dag 6: Snackö - Degersand

Dag 7: Mariehamn - Turku/Åbo

Dag 8: Helsinki

ANDRE SIMPLE OG NATURNÆRE OVERNATNINGSTEDER FRA MIN FAVORITLISTE:
(steder jeg drømmer om at besøge)

Alle billeder og tekster er mine og må ikke gengives uden tilladelse. Du er til gengæld velkommen til at linke til mit indhold​.

 

Følg mig på Instagram, og tjek mine nordiske playlister på Spotify:

  • Instagram
  • Spotify

SCANDINAVIAN STAYCATION

- nordiske næreventyr -

bottom of page